Program

Program

Vingesus, fortællinger og rovfugle tæt på

Gratis skolemateriale: hæfter, quizzer og film →

 

 

Mellem Tversted og Ålbæk, omgivet af klitter, hede og skov, inviterer Ørnereservatet dig ind i rovfuglenes verden. Her kan du opleve deres flyveevner og få indblik i det samspil mellem menneske og fugl, som bygger på tålmodighed, træning og tillid.

Vores forevisning tager dig med gennem menneskets lange forhold til rovfuglene – fra vikingetiden og det klassiske falkoneri til de metoder, vi bruger i træningen i dag. Undervejs møder du både fugle, heste og falkonerer og hører om rovfuglenes biologi, adfærd og forskellige måder at bevæge sig gennem landskabet på.

En forevisning under åben himmel

Programmet varer cirka en time og foregår udendørs ved Ørnereservatets sø. Fra tribunerne har du udsigt til det åbne terræn, hvor fuglenes flyvning bliver en del af landskabet.

Mens rovfuglene viser deres forskellige flyveevner, fortæller vores formidlere om den enkelte art og om arbejdet med fuglene. Du får indblik i både falkoneriets verdens- og Danmarkshistorie og den daglige træning her i Ørnereservatet. Der er vingesus at mærke, men også fortællinger og viden at tage med hjem.

Fra hesteryg til firehjulstrækker

I vores programmer med træning af vores rovfugle kan du opleve falkonererne arbejde fra jorden og i den krævende, klassiske disciplin fra hesteryg. Hest, rytter og fugl skal lære at forstå hinandens bevægelser, og samspillet kræver øvelse og opmærksomhed.

Du får også indblik i, hvordan vi bruger en firehjulstrækker som redskab i træningen af rovfuglene i klitområdet. Bilen gør det muligt at bevæge sig gennem terrænet og arbejde med fuglenes flyvning over længere strækninger. Her bruger vi landskabets åbne vidder og højdeforskelle som en del af træningen, mens fuglene følger falkonerens bevægelse gennem området.

Det giver dig mulighed for at se rovfuglene bruge deres vinger i terrænet og opleve, hvordan en nutidig træningsmetode indgår i et håndværk med en lang historie.

Mød fuglene og menneskene bag

Under forevisningen kommer du tæt på en række forskellige rovfugle – fra de hurtige falke til ørnene og den karakteristiske lammegrib. Når falkonererne bevæger sig langs tribunerne med fuglene, kan du se detaljer i fjerdragten, næbbet og kløerne, som ellers er svære at få øje på.

Hvert program formes af de fugle, der deltager, og af dagens vind og vejr. Det er en del af oplevelsen at følge levende dyr under åben himmel: Der er faste rammer, men også plads til de uventede øjeblikke.

Vi glæder os til at byde dig velkommen til en time med natur, nærvær og fortællinger fra livet med vores rovfugle.

Lige så vel som på en film eller i et teaterstykke skal vi henvise til at børn og voksne ikke forsøger at efterligne dele af programmet derhjemme, da det bliver udført af professionelle her - som er ekstra dygtige i en række fysiske evner som sikre sikkerheden når det bliver udført.

Ørnereservatet er meget mere end store oplevelser med rovfugle. Det er også et ca. 40 hektar stort frirum for planter og dyr Læs mere her

Følg med i vores nyheder på Facebook og Instagram

Du kan downloade vores nye magasin gratis her

All the above videos are with English and Danish subtitles. Click on settings in Youtube to get them

Herunder kan du læse mere om de forskellige dyr du møder i løbet af programmet:

ØRNERESERVATETS ROVFUGLE

Vandrefalk (Falco peregrinus)

Vandrefalk med udbredte vinger på falkonerens handske

  • Vingefang: 95-115cm
  • Længde: 40-47cm
  • Vægt: Hanner 600-750g & Hunner 900-1300g

Den lynhurtige vandrefalk der er programmets mindste fugl, flyver til falkelokken med ubegribelige styrtdyk. Arten, der med sin målte tophastighed på 390km/t er verdens hurtigste dyr, findes bla. vildt i Danmark hvor den de senere år har haft fremgang. Denne mellemstore falk lever primært af duer, vadefugle, mindre ænder og drosler mv. og er med sin hastighed en overlegen jæger i både byer, ved kyster og i klippeegne. Den har fået sit artsnavn fordi den er en af verdens mest udbredte fuglearter, der forekommer på alle kontinenter og findes på træk helt fra den nordlige til den sydlige polarcirkel. Fuglen er pga. dens luftbårne egenskaber og evne til at stå stille i luften, afventende over falkoneren, derfor en ofte anvendt og eftertragtet jagtfugl.

Sakerfalk (Falco cherrug)

Falkoner med sakerfalk på handsken i Ørnereservatet

  • Vingefang: 110-130cm
  • Længde: 47-55cm
  • Vægt: Hanner 800g & Hunner 1150g

Denne store falkeart, der til tider også kaldes for en Slagfalk, har fået dens navn fra det Arabiske 'Ssakar'. Og det er også i Mellemøsten, Centraleuropa og på det Asiatiske kontinent hele vejen til Kina, at denne rovfugl findes i det fri. Gennem historien har den været en højt skattet falkonerfugl for royale og store ledere, heriblandt ingen mindre end selveste steppernes hersker Djenghis Khan. Hos Ørnereservatet præsenterer vi derfor også denne art i den krævende, originale falkoner-disciplin fra hesteryg. Sakerfalken er særligt hurtig i horisontal flugt hvor den med en hastighed på 110km/t hurtigt kan komme langt afsted. Arten er bestemt ikke kræsen og den alsidige falk nedlægger alt fra duer, små hejrer, murmeldyr, firben, lærker, harer mm.

Jagtfalk (Falco rusticolus)

Hvid jagtfalk på blok i klitterne med havet i baggrunden

  • Vingefang: 110-160cm
  • Længde: 48-65cm
  • Vægt: Hanner 800-1350g & Hunner 1180-2100g

Jagtfalken der er verdens største falkeart, har været anvendt til jagtbrug af mennesket i mere end 1500 år. Denne store, kraftfulde falk der findes i fjerdragter der rangerer fra kulsorte over i skiffergrå til helt kridhvide og med alskens smukke mønstre herimellem er ikke kun smuk, men også en uovertruffen jæger. Arten kan nedlægge ganske store fugle som hejrer og sågar gæs, og er pga. dens styrke og ædle fremtoning en af de mest eftertragtede falkonerfugle avlet gennem historien, til både konger og kejsere og Levantens sheikher. Jagtfalkene lever i barske polarklimaer fordelt over hele den Nordlige klode, bla. også på Grønland og Island. På Ørnereservatet har vi en lang og stolt historie med avl og studier af Jagtfalkene, som både falkonerfugle og deres liv i det fri. Du vil derfor også komme til at opleve denne hårdføre og charmerende falkeart i vores program og se den udfolde sin fortryllende luftakrobatik i samspil med falkoneren.

Nordatlantisk Havørn (Haliaeetus a. albicilla)

Havørn i flugt over klitten mod blå himmel

  • Vingefang: 220-250cm
  • Længde: 65-95cm
  • Vægt: Hanner 3,1-5,4kg & Hunner 4-6,9kg

De Nordatlantiske Havørne som du kan opleve her i Ørnereservatet, tilhører Europas største ørneart og kan bla. findes langs de danske kyststrækninger hvor den primært lever af fisk og havfugle. Fra tid til anden sker det at de under programmet dykker i hæsblæsende styrt mod søen foran publikum, og derfor kan ses udfolde sig i deres aller mest naturlige, fødesøgende adfærd. Ørnene der ubesværet lader sig kaste gennem og manøvrerer selv de hårdeste stormvinde, er ikke en klassisk falkonerfugl, men har været avlet og studeret mhp. artsbevaring her i Ørnereservatet gennem årtier. Dette har således været medvirkende til at vi som noget ganske enestående har opnået at træne en af vores store Havørne til at flyve til en falkoner på hesteryg. I programmet vil du derfor opleve disse bjergtagende ørne – endda flere på én gang – udfolde deres luftakrobatiske evner i det åbne himmelrum, til tider dykke mod søen tæt henover publikum på tribunerne, og således altså også i samspil med Frieserhesten hvormed det særlige venskab er opstået.

Kongeørn (Aquila chrysaetos)

Portræt af kongeørn med gyldne nakkefjer

  • Vingefang: 185-225cm
  • Længde: 65-100cm
  • Vægt: Hanner 2,8-4,6kg & Hunner 3,8-7kg

Kongeørnen er den største af alle klassisk anvendte falkonerfugle. De bruges endnu til bla. ulvejagt af de berømte rytter-nomader på Mongoliets stepper og kan altså således nedlægge ganske store pattedyr ved jagtbrug. Med dens syn der er ca. 8 gange bedre end menneskets, kan de afsøge enorme områder for vildt – bestående hovedsageligt af lemminger, kaniner, harer, ræve og endda mindre hjortearter mv. I Danmark har den smukke og jagt-overlegne rovfugl set en forsigtig fremgang med enkelte ynglepar de senere år, dog har der til sammenligning også været en del døde, bla. ved nedskydning og forgiftning fra menneskets hånd. Det er en af Ørnereservatets vigtigste opgaver at formidle om bevaringen af og respekten for også de vilde rovfugle, og du kan under programmet opleve Kongeørnen flyve omkring i de rå og skønne, og for arten ganske naturlige omgivelser.

NB. Udover vores store program på ca. 1 time har vi i juli særligt ekstra kongeørne program kl. 10 og ekstra kondor program kl. 15, men ikke begge dele på samme tid.

Afrikansk Sortørn (Aquila verreauxii)

Afrikansk sortørn på stolpe med det hvide V på ryggen

  • Vingefang: 180-220cm
  • Længde: 75-90cm
  • Vægt: Hanner 3-4,2kg & Hunner 3,1-5,8kg

Den smukke, blanksorte ørn der lever i Afrikas bjergegne, kendes let på sin unikke fjerdragt og det hvide 'V' over ryggen. Som en passende hyldest kaldes den også for Verreaux's ørn, efter den store franske naturforsker Jules Verreaux. Denne art der er i familie med Kongeørnen, er en dygtig jæger der danner par for livet med dens mage. I modsætning til dens slægtning er Sortørnen en kræsenpind, der primært lever af de to arter af klippegrævlinger som findes nær dens redesteder, der kan være placeret i op til 4 kilometers højde. På Ørnereservatet vil du opleve en Sortørn på nært hold, når den vandrer omkring med falkoneren, helt inde blandt publikum på tribunerne.

Lammegrib (Gypaetus barbatus)

Lammegrib i profil med røde øjenringe og skægbarter

  • Vingefang: 2,3-3 meter
  • Længde: 95-125cm
  • Vægt: 4,5-7,8kg

Lammegribben er i en klasse helt for sig – den enorme fugl med den sortgrå skæl-lignende fjerdragt og sit hvide bryst, skægbarter ved næbbet og røde øjen-cirkler, minder mest af alt om en stor flyvende drage. Arten der findes vidt udbredt over det centrale Euroasiatiske kontinent, fra Pyrenæerne til Kina og til tider med forekomster i Østafrika, lever i rå klippelandskaber. Her pynter den sig for sin mage med rødt støv af jernokker og lever af de ådsler den kan finde. Særligt for denne grib, der i modsætning til andre gribbe ikke har et nøgent hoved, er at den har så stærk en syre i fordøjelseskanalen til at opløse knogler med, at den er væsentligt kraftigere end selv batterisyre. Den nærmest mytisk udseende fugl der kan sluge helt store rørknogler i ét stykke, kan ses og ikke mindst høres bruse forbi publikum med sit kolossale vingefang, som Ørnereservatets største fugl.

Stellersørn (Haliaeetus pelagicus)

Stellersørn med hvide skuldre og kraftigt gult næb

  • Vingefang: 2-2,6 meter
  • Længde: 85-100cm
  • Vægt: Hanner 4,9-6,8kg & Hunner 6,2-9,5kg

Stellersørnene betragtes af mange som verdens største ørne – kun med en diskuteret konkurrence fra Harpy- og Filippiner-ørnene. Disse luftens bjørne der er i familie med de Nordatlantiske Havørne, er også en havørne-art der lever langs kyststrækninger og søger føde ved at både fiske, fange havfugle og sågar spise hval- og sælådsler. Arten lever i det nordlige Asien og ud til Sakhalin i Japan og på halvøen Kamchatka i det østligste Rusland.
På Ørnereservatet kan man som det eneste sted i verden opleve noget så action-packed som en vaskeægte ørne-biljagt, hvor den store ørn med op til 150km/t flyver gennem det rå terræn efter en firhjulstrækker og lander på førerens handske strakt ud af vinduet – hermed fremvises samspillet mellem menneske og rovfugl altså på en topmoderne og hvis vi selv skal sige det, ret sej facon!

Andeskondor (Vultur gryphus)

Ung andeskondor i flugt med udbredte vinger mod blå himmel

  • Vingefang: 3-3,5 m
  • Længde: 120 cm
  • Vægt fra ca. 7 kg for hunner - op til ca. 15 kg for hanner

Andeskondoren, som har fået navnet Molina, var dog blot en dunbold, da den i november 2018 ankom til Ørnereservatet fra Wildpark Lüneburger Heide i Tyskland. Nationalparken har et stort kondorprogram for den truede art og har som det eneste sted held med at få den store rovfugl til at formere sig i fangenskab.

Siden ankomsten har indehaver af Ørnereservatet, Peter Wenzel, trænet Molina hver dag. Det er gået over al forventning, og andeskondoren er netop blevet klar til at komme ud under åben himmel.
De hurtige resultater og det tætte forhold mellem Molina og Peter Wenzel har overrasket positivt syd for grænsen.
- Træningen og håndteringen af en andeskondor kræver særlige evner, viden, erfaring og så den her fornemmelse for fugle, som man ikke kan tillære sig. Vi er meget glade for at se og høre, at Molina har fået et perfekt, nyt hjem og en vidunderlig, ny ”far” i Peter på Ørnereservatet! Vi er i tæt kontakt og glæder os til fremtidigt samarbejde og udveksling af erfaringer, siger Michael Kirchner, chef for kondorprogrammet hos Wildpark Lüneburger Heide, hvor Molina kom til verden.

Misforstået dyr
Og når Peter Wenzel så familiært kaldes for andeskondorens ”far”, så er der noget om snakken.
Andeskondoren er meget loyal og knytter stærke bånd.
- I den vilde natur er en andeskondor afhængig af sine forældre, til den er otte år, men da Molina er kommet til i fangenskab, så fungerer jeg som en slags forælder for den, siger Peter Wenzel.
Der bor i forvejen en grib på Ørnereservatet, og Wenzel brænder stærkt for at skabe viden om gribbearter, da der findes mange misforståelser og myter omkring dem. Tænk bare på, hvordan gribbe fremstilles som kolde dødsbebudere i f.eks. Lucky Luke-tegneserier. Eller hvordan ”grib” bruges som synonym for at være grådig i f.eks. arvesager.

Myter og ubegrundet frygt har ligeledes været medvirkende til, at andeskondoren er på vej til at blive en truet dyreart i Sydamerika, hvor de lokale lægger gift ud til dem.
- Vi vil her på Ørnereservatet bidrage til mere viden om og respekt for gribbearter. Kondorer er naturens skraldemænd og gør et uerstatteligt stykke arbejde i forhold til at hindre sygdomsspredning, fordi de spiser døde dyr. De er stærke og kan tåle halvfordærvet føde, men de kan ikke klare menneskeskabte trusler, siger han.

NB. Udover vores store program på ca. 1 time har vi i juli særligt ekstra kongeørne program kl. 10 og ekstra kondor program kl. 15 (når det kan lade sig gøre!), men ikke begge dele på samme tid.

ØRNERESERVATETS HESTE

På Ørnereservatet møder du ikke kun et udvalg af fascinerende rovfugle-arter, vi er nemlig også glade for heste og har her på stedet gennem mange år mestret og udviklet den svære og ikke mindst historisk klassiske disciplin ved falkonerrytteri. Herunder kan du læse kort om de heste du kan opleve i løbet af programmet:

Dansk Varmblod

Falkoner til hest med en falk på handsken

Den Danske Varmblod er en nyere hesterace fremavlet her i Danmark i midten af det 20. århundrede, udviklet af ældre Europæiske hesteracer. Danmark der har en gammel og stolt tradition for hesteavl begyndte allerede med Cisterciensermunkene i det 14. århundredes Holsten der dengang var dansk hertugdømme, at krydse de bedste spanske heste med store, nordtyske hopper hvoraf Frederiksborgeren fremkom. Heraf har man indkrydset Holstenere, Trakehnere og Fuldblodsheste hvormed racen grundlagdes. I dag er Dansk Varmblod en alsidig sportsridehest der anvendes i alle discipliner fra dressur, spring, military og også ved jagt. Den er kendetegnet ved stor samarbejdsvillighed, soliditet og ikke mindst dens årvågenhed hvilket her på Ørnereservatet har gjort den til en nervefast hest til klassisk falkonerrytteri med Saker- og Jagtfalke.

Frieser

Havørn lander på rytterens handske over den sorte frieserhest

Fra filmverdenen kender vi efterhånden den altid sorte Frieserhest med bølgende man og hovskæg. Denne koldblodshest der er en af barok-racerne, stammer fra Holland og har været anvendt måske mere alsidigt end nogen anden race. Både som showhest, kørehest, til dressur og endda historisk i krig bla. af de Romerske legioner. Den stammer fra den primitive, europæiske skovhest og har derved rødder tilbage fra før Kristi fødsel. Den stolte hest er kendetegnet ved et omgængeligt sind og en robust fremtoning, hvilket her på Ørnereservatet har været medvirkende til at den som noget særligt har dannet et helt atypisk venskab med en af de Nordatlantiske Havørne. Tæt foran publikum vil man se hvordan den store ørn lander på rytterens handske, med vingefanget udbredt over den stolte, sorte hest.

Andalusier/PRE

Rytter på en æblegrå andalusier

Den andalusiske hest fra Spanien, er den hesterace der har haft størst indflydelse på hele verdens hestebestand og avl. Fra renæssancen og helt frem til den franske revolution, var det den hest alle begærede at ride dressur på. Europas kongelige og kejserlige hof, har derfor haft Andalusiere og eftersom falkejagten i tidligere tider var forbeholdt adelen, må det tænkes at Andalusieren har båret falkonerryttere i flere århundreder. Denne atletiske og smidige hest er en reel, muskelsportsvogn af hesteracer; dens kompakte og ranke holdning gør den yderst manøvredygtig og dens intelligente væsen og skarpe sanser der har været udviklet og forædlet gennem århundreder, tillader den at arbejde med lynhurtige falke der dykker til falkonerrytterens lokke fra konstant skiftende vinkler. Her på Ørnereservatet har vi netop en Andalusier under oplæring til denne krævende disciplin, som du vil kunne opleve i klassisk form i løbet af forevisningerne.

Særlige gæster: uglerne

Brilleugle og filippinsk dværghornugle Papaya i nordisk fyrreskov

 

Ved særlige lejligheder møder du også to af vores ugler under besøget: brilleuglen (Pulsatrix perspicillata) og den filippinske dværghornugle (Otus megalotis). De er ikke en fast del af den daglige forevisning, men dukker op når anledningen er der.

*Bemærk!: Vi satser altid på at levere det ypperste for vores publikum i løbet af forevisningernes program der varer ca. 1 god time – dog, skal det bemærkes at selvom vi ikke viger for hverken blæst eller regn, så arbejder vi på dyrenes præmisser. Dvs. at der i sjældne tilfælde kan være en enkelt fugl eller hest der er på pause og således ikke indgår i dagens program.

 

Åbningstider

Få et overblik over sæsonens forevisninger samt parkens åbningstider her

SE SÆSONENS ÅBNINGSTIDER

GENVEJE

Se også:

Special program

Eksklusive forevisninger

Det er muligt at bestille en eksklusiv forevisning for grupper og enkeltpersoner uden for vores almindelige program.

Prisen er 6.900 kr. for op til 30 personer.

Er I flere end 30 personer, er I velkomne til at kontakte os for et tilbud på info@eagleworld.dk.

Tidspunktet aftales individuelt, så forevisningen så vidt muligt kan tilpasses gruppens ønsker.

Efter aftale kan vi også sørge for frokost eller anden forplejning, eksempelvis smørrebrød, kage, øl og vand.

Bestilling og betaling
Ring på 98 93 20 31 eller skriv til info@eagleworld.dk for bestilling og nærmere aftale.

Betaling sker med kontanter eller betalingskort senest på dagen for forevisningen.

Ved afbestilling bedes I kontakte os hurtigst muligt pr. e-mail eller sms. Ved sen afbestilling kan der blive opkrævet et gebyr.

Film, foto og reklame

Ørnereservatet tilbyder også særlige muligheder for professionelle film-, foto- og reklameproduktioner.

Det kan blandt andet være:

  • Filmoptagelser med falke, ørne og falkoner
  • Reklamefotografering
  • Model- og portrætfotografering med eksempelvis falke eller ørne

Optagelser med vores fugle foregår som udgangspunkt på location hos Ørnereservatet og planlægges individuelt efter produktionens behov og hensynet til fuglene.

Ørnereservatet kan desuden levere eksisterende professionelle billeder og videooptagelser af rovfugle til medier, produktioner og andre relevante formål.

Kontakt os på info@eagleworld.dk for muligheder og pris.

Køb billetter og gavekort online her

Gå til webshoppen