Den filippinske dværghornugle – skovens lille nattevagt

Når mørket falder på over Filippinernes tropiske øer, vågner en af landets mest særprægede, men ofte oversete, fugle. Den filippinske dværghornugle (Otus megalotis) er ikke stor – blot på størrelse med en solsort – men dens silhuet med de karakteristiske “øretoppe” og det intense, orange blik har gjort den til et særligt kendetegn i de filippinske skove. Den bærer sit latinske navn med rette: megalotis betyder “store ører” og henviser til de fjerkamme, der kan rejses som horn og give fuglen et nærmest teatralsk udtryk.

Selv om den let kunne gå i ét med skovens blade, rummer den en historie, der strækker sig langt ind i evolutionen, økosystemet og den menneskelige kulturhistorie.

Skovens usynlige jæger

Dværghornuglen lever i lavlandets regnskove, skovkanter og endda i områder, hvor mennesker har formet landskabet. Observationer viser, at den ikke blot findes i uberørt regnskov, men også i mosaiklandskaber med landbrug, bambuslunde og kokospalmer. Det gør den til en af de mere tilpasningsdygtige rovfugle i øgruppen (Sanchez 2012).

Om natten jager den fra en udkigspost – en gren, et hegn eller endda et hustag. Den lytter, bevæger sig lydløst med sine bløde vinger, og slår ned på byttet i et overraskelsesangreb. Byttedyrene spænder vidt: insekter som cikader, græshopper og biller, men også mus, småfugle, flagermus og frøer (Holt et al. 2020).

Forskere har beskrevet, hvordan uglen parterer sit bytte med næbbet og ofte sluger det helt. Til tider kan denne strategi ende dramatisk – unger, der forsøger at sluge for store insekter, kan i værste fald blive kvalt (Sanchez 2012). Alligevel er netop denne effektive jagtteknik en af grundene til, at dværghornuglen spiller en så vigtig rolle i økosystemet: den holder bestanden af smådyr nede og fungerer som en naturlig balancemager.

Kald i natten

Det er ikke kun synet, men især lyden af dværghornuglen, der gør indtryk. Hannens territoriekald beskrives som en rytmisk serie: oik-oik-oik-ook. Den dybere afsluttende tone kan høres gentaget gennem natten i yngletiden (Holt et al. 2020). For lokale landsbyboere har dette kald haft en helt særlig betydning. I flere egne varsler en ugle, der kalder tæt ved et hus, sygdom eller død – en forestilling, som har kostet mange ugler livet gennem tiderne (Sanchez 2012).

Men for biologer er kaldet et nøgletræk: det adskiller de forskellige underarter og har været med til at afgøre, hvordan dværghornuglerne på Filippinernes mange øer skal klassificeres.

Livet i træernes hulrum

Når ynglesæsonen nærmer sig, danner dværghornuglen par. Hunnen lægger som regel kun 1–2 æg i et hulrum i et gammelt træ, et gammelt spættebo eller – mere usædvanligt – i rødder tæt ved jorden. Hun ruger i næsten fire uger, mens hannen sørger for føden. Når ungerne klækkes, er de små, hvide dunbolde, helt afhængige af forældrene.

Efter 4–5 uger forlader ungerne reden, men forbliver i området, hvor de gradvist lærer at jage selv. Begge forældre deltager i pasningen, og forskere har observeret familier, hvor ungerne blev fodret længe efter, de forlod reden (Sanchez 2012).

Øer og isolation

Filippinerne består af over 7.000 øer, og dværghornuglen findes på flere af de største – Luzon, Samar, Leyte, Mindanao, Negros og Bohol. Hver ø har sin egen underart med små forskelle i størrelse, fjerdragt og stemme (del Hoyo & Collar 2014).

Genetiske analyser viser, at lavlandsuglerne – herunder Otus megalotis – udgør en separat gruppe i forhold til de montane (højlands-)ugler, som fx Luzon- og Mindoro-dværghornuglerne. Isolationen på øerne har givet anledning til en hurtig evolutionær udvikling, og flere underarter betragtes i dag som selvstændige arter (Miranda et al. 1999).

Med en længde på 20–25 cm og en vægt på 200–310 gram er dværghornuglen en af de største Otus-ugler i Filippinerne. Dens fjerdragt findes i både en brunlig og en mere rødlig fase, og dens befjerede ben – “som små muffedutter” – giver den et særligt kompakt udseende (König & Weick 2008).

Trusler i nutiden

Selvom arten globalt vurderes som “Least Concern” (BirdLife International 2016), er den langt fra uden trusler. Den største er ødelæggelsen af lavlandets regnskove – både til kommerciel tømmerhugst, landbrug og urbanisering. Skovene på øer som Negros og Bohol er reduceret til små fragmenter, og her er uglen formentlig under betydeligt pres.

Derudover er der eksempler på jagt og fangst – enten fordi fuglene bruges i illegal handel, eller fordi lokale traditioner forbinder ugler med ulykke. Samtidig betyder hyppigere tyfoner og klimaforandringer, at levestederne fremover kan blive endnu mere skrøbelige.

Bevaring og håb

Der er dog også håb. I Filippinerne arbejder Center for Philippine Raptors med redning, forskning og avl af ugler, og de har haft succes med opdræt i fangenskab (Sanchez 2012). I Europa indgår arten i EAZAs avlssamarbejde som “modelart” – altså en art, man kan lære at holde og opdrætte, så erfaringerne kan bruges til at redde endnu mere truede slægtninge (EAZA 2023).

Flere af Filippinernes nationalparker rummer stadig bestande af dværghornuglen, bl.a. i Sierra Madre på Luzon og i Bulusan Volcano Natural Park. Men reelt afhænger artens fremtid af, om skovene bevares, og om menneskers forhold til ugler ændres fra overtro til respekt.

Hvorfor vi fortæller Papayas historie

Den filippinske dværghornugle er måske ikke en kæmpe som havørnen eller en mytisk kæmpe som harpyørnen. Men dens historie rummer alt det, der gør fugleverdenen fascinerende: evolution i øeriget, økologisk betydning, sårbarhed over for menneskers handlinger – og ikke mindst den nære, intime side af fugleliv, hvor et lille par i et træ opfostrer deres dunede unger i nattens mørke.

Her i Ørnereservatet har vi sat os for at give denne skjulte fugl en stemme. Med Papaya – vores filippinske dværghornugle – kan publikum komme tæt på en fugl, som ellers lever i mørke og næsten aldrig ses i dagslys. Gennem formidling, viden og levende møder skaber vi fascination og respekt for en art, der let kunne blive glemt.

For os er det klart: kun gennem oplysning kan vi sikre, at arter som Papaya og hendes vilde artsfæller fortsat får en fremtid. Og det ansvar har vi valgt at tage på os – at fortælle historierne om de små, de store og de oversete fugle, som stadig flyver gennem verdens skove.

Referencer

• BirdLife International (2016). Otus megalotis. The IUCN Red List of Threatened Species.

• Del Hoyo, J. & Collar, N. J. (2014). HBW and BirdLife International Illustrated Checklist of the Birds of the World.

• Holt, D. W., et al. (2020). Philippine Scops-Owl (Otus megalotis), in Birds of the World. Cornell Lab of Ornithology.

• König, C. & Weick, F. (2008). Owls of the World.

• Miranda, H. C., et al. (1999). Phylogeny and biogeography of Philippine owls (Otus spp.). Biological Journal of the Linnean Society.

• Sanchez, J. (2012). Breeding biology of the Philippine Scops-Owl (Otus megalotis). Our Nature 10(1).

• EAZA (2023). EAZA Small Owl EEP Annual Report.