Hedehøgens stille comeback
Hedehøge bliver reddet i samarbejde med landbruget i England
Af Peter Frank Wenzel
Det er en beskeden nyhed, næsten gemt væk i et hjørne af sommerens internationale fuglejournalistik her i august 2025. Men for dem, der følger rovfuglenes dramatiske op- og nedture, er det et lille mirakel: fire hedehøg unger, Montagu’s harrier, har for første gang siden 2019 forladt reden i England.
I en anonym hvedemark, beskyttet af et simpelt metalhegn, overvåget af RSPB og en dedikeret landmand, lykkedes det i år et enkelt par at få unger på vingerne. Og dermed brød de en seks år lang række af mislykkede yngleforsøg for Storbritanniens sjældneste ynglefugl.
“Vi taler ikke om store bestande, men om overlevelse på kanten af udryddelse. Derfor bliver hver eneste unge, der forlader reden, et symbol på håb. Og det viser endnu engang, at rovfuglesucceser helt klart skal ske i tæt samarbejde med landmændene – præcis som man læser her i artiklen,” siger Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet.
En fugl på retræte
Hedehøgen har aldrig været talrig i Storbritannien. Men tilbagegangen har været voldsom. I 2011 blev der registreret ni succesfulde reder – et beskedent tal i sig selv – men de seneste seks somre er det ikke lykkedes for én eneste unge at overleve til flyvedygtig alder.
Arten lever et kompliceret dobbeltliv: Den overvintrer i Afrika syd for Sahara og vender om foråret tilbage til Nordeuropa, hvor den ofte vælger kornmarker som ynglested. Det gør den ekstremt sårbar. For mens naturen kan tilgive kolde og våde somre, tilgiver den ikke mejetærskere, sprøjtemidler og intensiv drift. Mange reder er ganske enkelt blevet kørt over eller sprøjtet væk.
I Frankrig og Spanien – hvor arten står stærkere – beskytter man rederne med små metalhegn, præcis som i England i år. Metoden er simpel, men virker.
En anglo-fransk alliance
Årets succeshistorie har endda et ekstra lag. Den britiske han stammer fra en rede i 2015, mens hunnen er født i Frankrig så sent som i 2023. Et møde på tværs af grænser, en genetisk forbindelse mellem bestande, der ellers lever isoleret. Som RSPB’s artsansvarlige Mark Thomas bemærker: “Denne anglo-franske alliance kan blive springbrættet til at redde arten i Storbritannien.”
“At to fugle finder hinanden på tværs af lande og generationer, er ikke bare naturens tilfældighed. Det er et vidnesbyrd om, hvor robust liv kan være, hvis vi mennesker blot giver det en chance. Og igen – uden landmandens aktive indsats var det aldrig lykkedes. Det er en vigtig lektie for os alle,” siger Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet.
Perspektivet til Danmark
Historien rejser også spørgsmål til os i Danmark. Hedehøgen yngler her i landet med få par, primært i Jylland, og dens situation minder om den britiske. Landbrugslandskabet er både dens livsgrundlag og dens største trussel.
Vi ved, at de danske bestande er sårbare. Intensiv høst og forstyrrelser kan koste hele kuld livet. Når man læser om metalhegn, droner og frivillige, der uge efter uge holder øje med en enkelt rede i England, bliver man mindet om, hvor lidt der i virkeligheden skal til – og hvor meget det kræver i engagement.
“Man kan spørge sig selv, om vi i Danmark er villige til at gå den ekstra mil for arter, som ikke fylder meget i landskabet, men som rummer enorm symbolværdi. Rovfuglesucceser skal altid gå hånd i hånd med landbruget. Hvis vi formår at bygge bro dér, er der håb,” siger Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet.
Et større billede
Historien om de fire unger er derfor mere end en kuriositet. Den indgår i en global kamp for rovfuglene: fra kongeørnens mulige tilbagekomst i England, til gribbenes dramatiske kollaps i Afrika, til de danske havørnes genkomst.
Nogle arter vender tilbage, andre balancerer stadig på kanten. Fællesnævneren er, at deres skæbne ikke afgøres af naturen alene, men af vores evne til at beskytte, acceptere og give plads.
En stille påmindelse
Når de fire hedehøgeunger tager deres første flyveture over et kornhav, er det ikke kun et biologisk faktum. Det er en stille påmindelse om, hvad der kan lade sig gøre, hvis menneske og natur indgår et partnerskab.
*“Jeg synes, det er positivt, at vi ser denne succes i England,” siger Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet. “Og måske er det også en inspiration. Om vi kommer til at se lignende projekter i Danmark, vil tiden vise. Men én ting er sikkert: uden landmændene er der ingen succes. Med dem er alt muligt.”