Når 10 sekunder føles som to verdener

Af Peter Frank Wenzel

Tiden går, siger man. Men for hvem? I mødet mellem menneske og rovfugl – mere præcist: mellem et menneske og en vandrefalk – bliver det tydeligt, at tid ikke er noget, vi alle oplever ens. Vores biologiske opfattelse af verden er dybt afhængig af vores sanser og nervesystem. Og hos fuglene – særligt hos en jæger som vandrefalken – er det som om tiden bliver foldet ud i flere lag.

Forestil dig dette: Du står foran en falk. Du trækker vejret. Du blinker. Du smiler måske. Du drejer hovedet en anelse. Alt sammen foregår over ti sekunder. Langsomt og roligt – i dit tempo. Men i falkens verden udspiller der sig i samme tidsrum en hel koreografi af sansninger og mikrobevægelser.

Falken har allerede registreret din kropsholdning og mærket ændringer i luftstrømmen omkring dig. Den ser dit blik og dine pupillers bevægelse. Den aflæser spændingen i dine fingre og noterer sig hældningen på din albue, som kunne være et tegn på hensigt. Den vurderer, om du er i balance, nervøs eller i færd med at gøre noget uventet. Og den justerer sit eget kropssprog derefter – millisekund for millisekund.

Hvor et menneskes øje og hjerne opfanger cirka 50–60 billeder i sekundet, ligger vandrefalkens kritiske flimmerfusionstærskel omkring 100–120 billeder i sekundet. Det betyder, at dens nervesystem behandler op mod 1200 visuelle indtryk på 10 sekunder – mod menneskets cirka 500. Den ser bogstaveligt talt verden i højere opløsning og i finere tempo.

Det er ikke bare et spørgsmål om hurtigere reflekser. Det er en anden form for nu. En nu-oplevelse med mere detaljeret sansning, mere information, flere potentielle beslutninger – alt sammen presset ind i det, vi opfatter som almindelig tid.

Det åbner for et grundlæggende spørgsmål: Hvis to væsener oplever det samme øjeblik med så forskellig dybde og hastighed, lever de så egentlig i den samme virkelighed?

Biologien svarer nej. Og måske gør filosofien det samme. Det stiller krav til os, når vi omgås dyr – ikke bare om respekt, men om ydmyghed. For mens vi står og nyder stilheden i et kort møde med en falk, har fuglen allerede set, vurderet og bearbejdet langt mere, end vi aner. I dens verden er vores tilstedeværelse et komplekst fletværk af signaler og muligheder.

Og tiden? Den er ikke væk. Den er bare anderledes fordelt.