Kan vi tale med dyrene? Måske før, end vi tror

Af Peter Frank Wenzel, falkoner og leder af Ørnereservatet

Tænk, hvis din kat kunne fortælle, hvorfor den gemmer sig. Eller hvis din hund, alene hjemme, kunne sige, at den faktisk er okay. Tænk, hvis vi kunne lære at lytte til dyr – ikke kun med intuition og erfaring, men også gennem teknologi.

Med oprettelsen af The Jeremy Coller Centre for Animal Sentience på London School of Economics har denne tanke for første gang fået et seriøst videnskabeligt fundament. Centret, der åbner i september, skal forske i dyrs bevidsthed – og undersøge, hvordan kunstig intelligens (AI) kan hjælpe os med at forstå og måske i sidste ende tale med dem.

Det lyder ambitiøst. Det er ambitiøst. Men det er også nødvendigt.

“Jeg har selv brugt et liv på at arbejde med rovfugle. Det kræver nærvær, rutine, langsomhed. Men jeg er ikke blind for, at AI kan noget andet: det kan se mønstre, opdage signaler og stille nye spørgsmål. Og måske kan det – på sigt – hjælpe os til at blive bedre lyttere.”

Teknologien skal ikke fjerne forholdet – men forstærke det

Professor Jonathan Birch, der leder centret, advarer selv mod, at AI kan blive en sovepude: en teknologi, der fortæller os, hvad vi gerne vil høre – og ikke nødvendigvis, hvordan dyret faktisk har det. Men det er netop den erkendelse, der gør projektet spændende. For Birch og hans team lægger vægt på, at AI ikke må stå alene. Det skal udvikles med etik og erfaring i hånden.

“Vi er nødt til at insistere på, at teknologien bruges til at udvide vores forståelse – ikke erstatte den. Jeg kan forestille mig en fremtid, hvor en AI-model registrerer ændringer i en fugls rytme, som jeg ellers ikke ville have lagt mærke til – og dermed styrker mit arbejde, i stedet for at konkurrere med det.”

Landbrug, trafik og kæledyr – en ny etisk virkelighed

Centret fokuserer også på AI’s rolle i landbruget og i teknologiske infrastrukturer som fx selvkørende biler. Hvorfor taler vi så meget om, at de ikke må ramme mennesker – men sjældent om, at de heller ikke bør ramme pindsvin, katte eller hunde?

Det handler ikke om sentimentalitet. Det handler om inklusion i teknologiske beslutninger. Og her kan AI være med til at ændre hele vores blik på det ikke-menneskelige liv.

“Det, vi ikke kan måle, glemmer vi ofte at tage med. Men AI kan måske hjælpe os med at inkludere de tavse liv – de blikke, vi ikke ser, de mønstre, vi ikke kender.”

Fremtidens Rosetta-sten?

Jeremy Coller kalder AI for en potentiel "Rosetta-sten", der kan åbne dyrs kommunikation for os. Det er et stort løfte. Og selvfølgelig må vi tage forbehold. Men i modsætning til tidligere tiders naive teknologibegejstring, bygges dette projekt på tværfaglighed: filosofi, adfærdsbiologi, neurovidenskab, veterinærmedicin og etik går hånd i hånd.

Det er ikke blind fremtidstro. Det er nysgerrighed med ansvar.

“Jeg har ofte tænkt, at der eksisterer en form for sprog mellem menneske og rovfugl – ikke i ord, men i pauser, bevægelser, rytmer. Hvis AI kan begynde at tyde det mønster, så har vi måske fat i noget virkelig banebrydende.”

En fremtid med mere empati – også teknologisk

AI bliver ofte omtalt som kold teknologi. Men måske kan det netop blive det modsatte. Et redskab, der hjælper os med at forstå andre væsner bedre – ikke fordi det erstatter vores empati, men fordi det giver os flere veje til at udtrykke den.

“Jeg tror ikke, vi lærer at tale med dyrene i morgen. Men vi lærer måske – med AI som støtte – at lytte med nye ører. Det i sig selv er et enormt fremskridt.”

Det nye center i London markerer et skifte. Ikke kun i forskningen, men i hele vores forhold til de dyr, vi lever med og omkring. Det er ikke en teknologisk revolution i klassisk forstand – men måske starten på en etisk revolution.

En, hvor vi – med hjælp fra data, algoritmer og et åbent sind – lærer at tage dyrene alvorligt på et nyt niveau.

“Vi har talt om dyrevelfærd i årtier. Måske er tiden nu kommet til virkelig at forstå, hvordan dyrene selv oplever deres verden. Og her kan AI, brugt rigtigt, blive vores vigtigste nye redskab.”

---

Læs også artiklen i The Guardian her