Artikel

Gå tilbage til oversigt

Maamorilik og Uummannaq

Manden på billedet er Ørnereservatets grundlægger, Frank Wenzel. Ved sin side har han sit trofaste Arriflex-filmkamera, som gennem årtier blev brugt til naturfilm og dokumentaroptagelser – blandt andet for Statens Filmcentral i 1950'erne, 60'erne og 70'erne.

Frank Wenzel var en passioneret naturfotograf og stillede store krav til sit udstyr. Kameraerne skulle kunne klare alt fra lange vandreture i øde områder til ekspeditioner med terrængående køretøjer, skibe og helikoptere. Udstyret skulle fungere under alle forhold – også når kulde, fugt og hårdt terræn satte både mennesker og materiel på prøve.

Dette billede stammer fra ekspeditionen til Maamorilik og Uummannaq i Grønland i 1979. På det tidspunkt havde Frank allerede besøgt Grønland flere gange som naturfotograf og filmmand. Gennem en årrække arbejdede han med produktion af naturfilm for Statens Filmcentral, blandt andet filmen Moskusoksen fra 1967 og Ved Bræens Rand fra 1970. Begge film gav et sjældent indblik i Grønlands storslåede natur og dyreliv.

Ekspeditionen i 1979 havde dog et andet formål. Her leverede Frank Wenzel filmoptagelser til filminstruktør Claus Hermansen i forbindelse med produktionen af filmen Narsaq – ung by i Grønland. Claus Hermansen dannede på dette tidspunkt par med Prinsesse Elisabeth.

Min søster Edith var også med. Som ganske ung pige deltog hun i den barske ekspedition, hvor hun boede i telt og oplevede Grønland på nærmeste hold gennem lange rejser til fods og med helikopter.

Køb billetter og gavekort online her

Gå til webshoppen