Arktisk vandrefalk fik fred og frihed

Arktisk vandrefalk fik fred og frihed

Af Mette Kirstine Goddiksen

Frank Wenzel fik sat den grønlandske vandrefalk øverst på den politiske dagsorden, da han under en rejse opdagede, at der var et hul i fredningsbestemmelserne. Og så fik han ti spændende år med den arktiske mesterjæger.

Frank var egentlig i Grønland for at lave to film for Statens Filmcentral, men da han opdagede, at den grønlandske vandrefalk var stærkt truet af udryddelse, greb han øjeblikkeligt ind.

- Grønlænderne er nogle pragtfulde mennesker, der lever i pagt med naturen - og ikke ville noget ondt. Men dengang brød de sig ikke om vandrefalke, som de skød i massevis, fordi de ødelagde rypejagten. Vandrefalkene har nemlig unger i reden, når rypejagten går ind. Derfor larmer de og alarmerer hinanden, når de ser en jæger, hvilket skræmmer grønlændernes livsnødvendige bytte væk, siger Frank.

Frank fandt hele sagen ulykkelig, da han også så det fra grønlændernes side. Desuden kendte han sin rolle som gæst i Grønland. Han måtte respektere kulturen og kunne ikke uden videre diktere, at de ikke måtte skyde vandrefalke. Desuden var der intet lovmæssigt forkert i at gøre det. Derfor tog han først og fremmest nogle store vandrefalkeunger med sig hjem, hvis forældre var blevet skudt. Hjemme i Danmark igen begyndte han så at arbejde for, at myndighederne blev klar over problemet. Det lykkedes.

På forsiden af Berlingske

Det kom ganske enkelt som et chok for fredningsmyndighederne, at den grønlandske vandrefalk ikke var fredet.

- Først og fremmest blev der et voldsomt postyr, fordi Berlingske Tidende fejlagtigt skrev på forsiden, at fredede vandrefalke blev skudt. Det var ikke sandt. Der findes to arktiske falkearter i Grønland - og kun den ene, jagtfalken, var fredet. Den danske administration havde fejlet kolossalt og overset, at vandrefalken ikke var fredet, selvom det var i klokkeklar strid med de internationale fredningsbestemmelser på området. Grønlandske jægere havde juridisk set lov til at skyde løs, forklarer Frank.

Fejlen blev - takket være Frank - rettet hurtigt op i de internationale fredningsbestemmelser. Vandrefalken blev totalfredet. Og på Ørnereservatet har man også helt konkret bidraget til bestanden.

Vandrefalken yngler i Danmark

Falkeungerne, som Frank tog med sig hjem fra Grønland, faldt godt til hos familien Wenzel. Så godt, at de begyndte at yngle på dansk grund, hvilket hidtil havde været helt uhørt. Den danske natur er jo meget forskellig fra vandrefalkens oprindelige arktiske miljø. Frank kunne heldigvis dokumentere sit gennembrud gennem små film og bane vejen for, at Danmark kom op i den øverste verdensliga for forskning i og yngleresultater for rovfugle. En liga, der førhen var forbeholdt større lande som Canada og Tyskland. Franks imponerende resultater tiltrak falkonerer og forskere fra bl.a. Tyskland. Og der lå faktisk ikke andet end generel indsigt i og kærlighed til rovfugle bag succesen.

- Jeg havde ikke haft specielle forudsætninger for at træne grønlandske vandrefalke eller give dem de gode ynglebetingelser. Jeg vidste ikke, det var unormalt at lade dem flyve frit og overnatte i udendørs falkehuse, men de tilrejsende falkonerer og forskere fandt det meget nyt og spændende, fortæller han.

Fascinationen af, at det lykkedes at få den grønlandske vandrefalk til at yngle på dansk grund blev ikke mindre af, at den har en usædvanlig lang trækrute: Man har registreret arktiske vandrefalke, der er fløjet fra det nordligste Grønland til det sydlige Mexico. Det er en rute på ca. 40.000 kilometer - og vandrefalken finder tilbage til nøjagtig den samme sten igen.

Men det var ikke blot tyske falkonerer, der fulgte vandrefalkene opmærksomt.

Duehøg med mord i øjnene

En duehøg havde set sig ond på vandrefalken. Hver gang den gik på vingerne, fulgte duehøgen med og nåede ofte at hive dun ud af vandrefalken, inden den spurtede op i himmelrummet. En enkelt gang var duehøgen så rasende, at den fulgte efter. Og på trods af, at duehøgen slet ikke kan matche vandrefalkens flyvetekniske evner, kunne Frank se gennem sin kikkert, at vandrefalken steg højere og højere til vejrs med den store, arrige høg efter sig. Det var et meget usædvanligt skue. Normalt gemmer duehøgen sig helst i skoven og duellerer ikke i højderne. Men dens iver for at forsvare sit territorium var ekstremt.

- Duehøgen er en stor og stærk sprinter, der er vandrefalken overlegen på korte distancer. Men vandrefalken er udholdende som en fuldblodshest: Når først den har været et stykke tid på vingerne, og blodet koger, så er den ustoppelig.

Og helt oppe i det store himmelrum vendte styrkeforholdet også. Pludselig var duehøgen den lille. Vandrefalken vandt på sine exceptionelle jagt- og flyvefærdigheder i luften og dens udholdenhed og jog duehøgen ned i skoven igen med et raseri.

- Det var en god oplevelse for mig, fordi det bekræftede mig i, at vandrefalkens færdigheder var lige så skarpe, som hvis den havde levet i den store, vilde natur, forklarer Frank.

Franks politik om at bevare den grønlandske vandrefalks naturlige adfærd blev smukt udfoldet en forårsdag.

Tid til at sige farvel

Det var den 25. maj på en krystalklar morgen. Frank husker dagen tydeligt, fordi det er hans mors fødselsdag.

- Det var underligt. Jeg fornemmede med det samme, at det var sidste gang, jeg så vandrefalken. Måden den steg til vejrs og forsvandt på himlen sagde mig, at den drog hjem til Grønland for stedse.

Hermed var ti lærerige år sammen med den grønlandske vandrefalk slut. Og Frank Wenzel kan glæde sig over, at den nu vender tilbage til et Grønland, hvor den er fredet og kan leve i tryghed.