Naturen er presset – men vi må ikke skræmme næste generation væk
Af Peter Frank Wenzel, falkoner og ejer af Ørnereservatet
Jeg har brugt et liv på at iagttage dyr. Ikke kun med det blotte øje, men med den form for opmærksomhed, der opstår, når man tilbringer tusindvis af timer med dem – i stilhed, i bevægelse, i arbejde.
Gennem årene har jeg set fugle reagere på hinandens mindste bevægelser, hørt deres forskellige kald og forstået, at de rummer en viden, der er helt anderledes end menneskers. De navigerer efter mønstre, vi kun langsomt lærer at afkode: et vip med vingen, et bestemt løft af hovedet, et blik, der varer et sekund længere end sædvanligt.
Hver art har sit eget sprog, sine egne spilleregler, sin egen rytme. Alligevel sker der noget særligt, når vi arbejder sammen. Et sted mellem vores vidt forskellige måder at være i verden på opstår et fælles rum. Det er ikke baseret på ord, men på tillid, timing og en form for respekt, der går begge veje.
"Et bånd mellem dyr og menneske kan ikke påtvinges. Det må opstå af utallige små møder, hvor man lærer hinandens verden at kende."
Natur under pres
Danmark kalder sig et grønt land. Vi taler gerne om skove, strande og åbne marker – men sandheden er, at det meste af vores natur er opdyrket og drænet. Kun en forsvindende lille del er virkelig vild. Resten er et bagtæppe, vi tager for givet.
Ifølge forskere er Danmark blandt de lande i EU med den mest pressede natur. Mange arter, som engang var almindelige, er nu sjældne – agerhøne, vibe og markfirben forsvinder i takt med, at levestederne forsvinder.
"Jeg husker, hvordan man som barn kunne møde dem alle på én eftermiddag. I dag kræver det held og målrettet søgen."
Når medierne maler alt sort
Medierne har en forkærlighed for de mest dystre overskrifter. De viser de værste billeder og finder de mest nedslående tal. Og bevares – problemerne er reelle. Men hvis vi konstant fodrer den næste generation med forestillingen om uafvendelig undergang, risikerer vi, at de mister modet til at handle.
"Den næste generation har ikke brug for en depressionspakke, men for en opløftende tilgang, der viser, at en indsats nytter. Vi skal kombinere realisme med optimisme – ellers får vi ikke skabt forandring."
Kan vi vende udviklingen?
Ja. Erfaringen viser, at naturen reagerer overraskende hurtigt, når vi giver plads. Vådområder genopstår, enge blomstrer, fugle vender tilbage, og store planteædere skaber nye levesteder. Men det kræver vilje, sammenhæng og handling – ikke bare små, isolerede projekter.
Politik og papirløsninger
Danmark har forpligtet sig til EU’s mål om at udlægge 30 procent af landarealet som beskyttet natur inden 2030 – heraf 10 procent strengt beskyttet. Ambitionen er vigtig, men risikoen er, at vi ender med “papirnatur”: pæne tal uden reel naturforbedring.
"Jeg tror på, at løsningerne kommer. Men vejen er lang, og vi må acceptere, at det koster – i tid, i penge og i plads – hvis vi vil have en levende natur."
Hvad vi måske ser om 25 år
Hvis vi vælger at tage naturen alvorligt, kan Danmark om 25 år se markant anderledes ud. Vi kan have flere store, sammenhængende naturområder, hvor vildheste, bisoner og elge bevæger sig frit. Vådområder kan igen være naturlige svampe, der opsuger overskydende regnvand og skaber rige fugleliv. Skovene kan være ældre, mørkere og fyldt med liv – ikke bare som plantager, men som komplekse økosystemer.
For fuglene betyder det måske, at vi ikke kun ser fortsatte succeshistorier som havørnen, men også et markant come-back for storken, rød glente og hedehøg. Vi kan få flere ynglende traner, isfugle i næsten hver ådal og måske endda nye sydlige arter, der følger klimaets forandring – som biæderen eller den smukke skestork. Og hvem ved, måske vil vi om 25 år opleve, at kongeørnen ikke længere er et sjældent syn, men en fast del af landskabet.
Filosofien bag fremtiden
Filosofisk set handler det om, hvorvidt vi ser naturen som en integreret del af os selv – eller blot som en kulisse. Hvis vi vælger det første, vil de næste 25 år ikke kun være en kamp for at bevare det, vi har, men en mulighed for at genskabe det, vi har mistet.
Naturen behøver os ikke. Det er os, der behøver naturen. Og netop derfor er den største gave, vi kan give den næste generation, ikke en liste over tab – men et landskab fyldt med liv, som de selv kan være en del af.