Her er du: - /
Artikler
- /
Sultana -Bear Hearts sjæleven
Sultana -Bear Hearts sjæleven

Sultana - Bear Hearts sjæleven
Af Mette Kirstine Goddiksen
Det er ikke mindre end 24 år siden, den islandske jagtfalk Sultana
kom til verden. Og hendes ankomst blev akkurat ligeså eventyrlig
som resten af hendes lange liv. Hun lå vendt forkert inde i ægget
og kunne ikke selv prikke hul i skallen. Men Frank Wenzel valgte at
hjælpe den lille dunklump til verden på trods af, at hans
erfaringer sagde ham, det ikke ville lykkedes.
Men ud kom en lille livskraftig falk, som Frank plejede i
fem-seks dage med vitaminer, føde og masser af omsorg. Herefter
lagde han hende tilbage til falkemoren, der straks forsøgte at
fodre hende ømt og nænsomt - men det var allerede for sent. Sultana
ville ikke vide af sin mor: Hun havde kastet sit kærlige falkeblik
på Frank. Faktisk ville hun overhovedet ikke anerkende andre
falke.
Frank blev falkemor
Kærligheden til den kloge fighter var gensidig. Frank tog en
usædvanlige beslutning om at opfostre jagtfalken, selvom det er en
meget tidskrævende affære. Og anstrengelserne bar frugt. Sultana
voksede sig hurtig stor og stærk, og snart suste hun af sted mellem
Råbjerg Mile, Skiveren og badestranden, hvor hun dyrkede en ganske
speciel leg: Den vakse jagtfalk lod sin imponerende flyvefærdighed
gå ud over uskyldige turister, når hun pludselig dykkede ned i to
meters højde og strejfede deres hoveder i høj fart. Frank fulgte
med i sin kikkert og morede sig kosteligt over de forskrækkede hop,
som de intetanende badegæster lavede.
Fuldblodsindianernes favorit
Sultanas stærke bånd til mennesker kommer især til udtryk, når der
er fuldblodsindianere på Ørnereservatet. Rovfugle har en kolossal
betydning for indianernes kultur, shamanismen og de forskellige
healingsritualer - og Sultana lever helt op til indianernes
forestillinger om rovfugles kraft og magi. Da den verdensberømte
indianer, Bear Heart, der har skrevet bogen: "Vinden er min moder",
var på besøg, bandt de to et ganske særligt bånd: Da han sang en
gammel indianersang, fløj hun hen til ham, som om hun forstod
ordene. Han var aldeles bjergtaget og stod med tårer i øjnene. Der
var en fuldstændig samhørighed, og Frank beskriver det som det
smukkeste møde mellem menneske og natur. Senere har Bear Heart
tilegnet sangen til Sultana.
Ingen interesse for bejlere
Sultana har et helt unik forhold til mennesker, men bagsiden af
den finurlige falks opvækst er, at hun aldrig har følt sig knyttet
til sin egen art. For eksempel vil hun ikke yngle med hanfalke, men
har kun fået unger via insemination. Og ved hvert kuld har hun ruet
på sine æg i 36-37 døgn, men når ungerne titter frem, vil hun ikke
vedkende sig dem. I starten lagde Frank et stort arbejde i at få
hende til at tage sig af ungerne, men desværre hjalp intet. Det
slog hovedet på sømmet, da Frank måtte samle Sultanas stivfrosne
unge op fra jorden og varme ham op på sit maveskind. Ungen
overlevede mirakuløst, er stærk i dag og lyder navnet "Ice Stone",
men siden er Sultanas mange kuld unger altid blevet overtaget af en
anden falkemor. Også det sidste, som hun fik i den høje alder af 18
år. Jagtfalke stopper normalt med at yngle et til to år
tidligere.
Børnenes ven
Manglen på interesse for sine egne unger bliver til gengæld
modsvaret af en enorm kærlighed til menneskebørn. Tusindvis af børn
har fået sig et rigtigt eventyr og øjne på størrelse med møllehjul,
når de er blevet bedt om at sætte sig roligt i en rundkreds.
Herefter hidkaldes Sultana, der lander lige i kredsens midte.
Her går hun rundt og hilser på børnene, sidder på deres ben og
piller i deres snørebånd til kæmpestor fornøjelse. På Sultanas
gamle dage vælger Frank dog ikke at kalde på hende, men venter på,
hun selv tager initiativet. Han mener, det er forkert at hundse med
en ældre dame.
En god alderdom
Frank finder ældrepleje vigtigt - både for dyr og mennesker. Han
sørger for at aktivere den fine, gamle dame og give hende ekstra
god kost. Så på trods af sin imponerende alder, er Sultana i fin
form. De eneste alderstegn er, at hun ser dårlige på det ene øje og
naturligvis ikke har de samme flyvefærdigheder, som da hun var ung,
hvorfor hun holder sig inden for Ørnereservatets sikre grund. Men
skulle du mærke et kraftigt vingesus strejfe din kind på stranden,
så kan det være én af Sultanas mange efterkommere, der har arvet
Sultanas evne til at forundre, forskrække og betage menneskene.