jagtfalk

Jagtfalk (Falco rusticolus)

Jagtfalken har fået sit nordiske navn på grund af dens uovertrufne jagt- og flyvefærdigheder. Jagtfalken lod sig tilmed optræne af mennesket til et perfekt samarbejde for allerede 1.500 år siden.

Den blev falken over alle falke, dels på grund af størrelsen, dels på grund af de rene og smukke farver. Dens farver går fra kulsort til snehvid, og der findes ikke to jagtfalke, som er ens.

 

De unge jagtfalke kan kendes på deres blå fødder (fangere), og ofte har de også en mørkere fjerdragt. Jagtfalken er den eneste rovfugl, der kan trække et ben op under sig og få det helt dækket af fjer. Dette er naturligvis en indretning tilpasset de ugunstige arktiske vejrforhold.

Allerede i begyndelsen af middelalderen blev jagtenfalken hyldet af konger, kejsere og fyrster, som ofte lod sig male med netop deres ynglingsfalk. Man udrustede ekspeditionsskibe for at sejle den lange og farefulde vej til Island og Grønland for at skaffe hofferne i Europa denne fugl. Der var indrettet smukke pavilloner til falkene på slottene i Europa, og mange falkonerer var ansat med det ene formål at passe og træne falkene.

 

Jagtfalken er ikke lige så smidig og manøvredygtig som vandrefalken, og det sker kun meget sjældent, at den dykker med sammenfoldede vinger, som specielt vandrefalken er kendt for. Den kommer derved ikke op de store hastigheder, som vandrefalken gør. Til gengæld er den langt mere udholdende og kan flyve helt op mod 130 km/t i horisontalflugt. På grund af dens vægt og muskulatur er den i stand til at slå selv store fugle som både hejre og gæs med en utrolig styrke. Jagtfalken, som findes i nogle af de mest ugæstfri og barske arktiske naturområder, har meget store yngleområder på mellem 100 og 600 kvadratkilometer. Årsagen hertil er ikke, at fuglen er sjælden, men det spinkle fødegrundlag i vintermånederne. De endnu ikke ynglemodne falke trækker i vinterhalvåret ofte sydpå, hvor der er mere bytte.

Jagt har været den hidtil alvorligste trussel for jagtfalken, dog uden en egentlig betydning for bestanden. For blot et par årtier siden var det ikke unormalt, at der blev skudt op til 250 jagtfalke på træk i de første 18 dage af september ved Scoresby Sund i Grønland. Også på Island er der problemer med nedskydning af jagtfalken. Det er her vrede jægere og landmænd, som vil beskytte rypebestanden.

 

Jagtfalken bliver ynglemoden i 2-3 års alderen, hvor den begynder at lede efter en passende rede. Jagtfalken besætter ofte en ubenyttet ravne-, kongeørne- eller fjeldvågerede, da den aldrig selv bygger en rede. Den lægger mellem 2 og 7 æg med 3 dages interval. Rugetiden er på 28-34 dage, hvor hunnen sjældent forlader reden. Hannen sørger for føde til hunnen i denne periode. Ungerne bliver flyvefærdige efter små 50 dage, men forlader først forældrene efter omkring 100 dage. Jagtfalkeparret yngler ikke hvert år. Efter en vinter med fødemangel eller et koldt og langt forår springer jagtfalkeparret ganske simpelt ynglesæsonen over. Jagtfalken har ikke noget hastværk, da den kan blive op til 25-30 år gammel.

Falkonerer bruger nu kun sjældent jagtfalken, idet den tit kommer hurtigt og langt væk fra falkoneren. Før i tiden, hvor slottene havde ubegrænsede arealer til deres rådighed, var dette ikke noget problem, men i det moderne samfund, hvor jorden er opdelt i forholdsvis små lodder, risikerer man, at jagten finder sted over naboens jord. Jagtfalken har heller ikke den samme evne som vandrefalken til at hænge over falkoneren (Anwarter) og vente på, at byttet skal vise sig. I USA og Canada bliver jagtfalken væsentlig hyppigere benyttet, idet der her findes meget store åbne arealer, som kan benyttes til flyvning og jagt.