Falkejagten er atter fri

 

 

 

ENDELIG: Efter 50 års intensivt tovtrækkeri er der kommet en ny bekendtgørelse om jagt og regulering med rovfugle

En længe ventet bekendtgørelse er blevet offentliggjort i Lovtidende. Det indebærer, at det fra lørdag 1. september 2018 atter er lovligt at jage og regulere med visse rovfugle.

På Ørnereservatet er der derfor glæde at spore. Her har indehaver Peter Wenzel og hans far, nu afdøde Frank Wenzel, i 50 år haft et brændende ønske om, at falkejagten igen blev gjort lovlig.

  • Falkejagten er på UNESCOS verdensarvsliste, og det har hele tiden været tilladt i mange andre Europæiske lande. Vi har hele taget indtaget det standpunkt, at argumenterne for, det skulle være ulovligt, er baseret på myter og følelser, ikke fakta. Derfor er vi naturligvis glade på naturelskeres vegne over, at det igen er muligt at jage med rovfugle, for det er det ultimative samarbejde mellem rovfugl og menneske, siger Peter Wenzel.

Skal man kort beskrive falkoneri i dag, så er det først og fremmest at gå på jagt med sin rovfugl, som man har trænet til at tage mindre byttedyr. Både høge, falke og ørne kan bruges til jagt, men der er regler for, hvilke byttedyr de forskellige arter må gå efter, så styrkeforholdet mellem byttedyr og rovfugl er fair, og byttedyret dræbes hurtigt. Desuden lykkedes samarbejdet kun, hvis rovfuglen er trænet ud fra særlig viden og omtanke.

  • Samarbejdet kan kun lade sig gøre, hvis rovfuglen bliver holdt, så den er i topform, og hvis den har fuldstændig tillid til sin ejer. Undertiden kan falkonerens rovfugl overgå den vilde falk, både i flyvefærdighed og jagt, siger Peter Wenzel.

Stram kontrol

Der føres nøje kontrol med rovfuglejagt i Danmark. Rovfugle, der ikke er legalt anskaffet, er uanvendelige for falkoneren, da myndighederne kontrollerer rovfuglen med en lukket ring, som ungen får på, inden den er ti dage gammel. Rovfuglen bliver desuden udstyret med en mikrochip, og der bliver udtaget en DNA-blodprøve for netop at forhindre enhver misforståelse om fuglens ophav. I Danmark udstedes et CITES - certifikat, der dokumenterer, at rovfuglen er lovlig. Denne forordning er vedtaget i EU, og Danmark har tilsluttet sig. Dertil skal man have jagttegn og dokumenteret viden om rovfugle for at få tilladelse til at jage med rovfugl.

  • Vi tilslutter os fuldstændig, at området skal kontrolleres grundigt af myndighederne. Man bliver ikke falkoner ved at tage et enkelt kursus. Falkoneri er forbundet med en mangeårig og faglig interesse for emnet, kulturhistorie, jagt, ornitologi og en flerårig oplæring og uddannelse ved en anerkendt falkoner. Rovfuglehold kræver stor ekspertise og forberedelse, så man er på ingen måder falkoner, hvis man impulsivt har fået interessen og anskaffet sig en rovfugl, siger Peter Wenzel.

I Danmark er der ikke mange mennesker, der har ekspertise nok til at kunne jage med rovfugle, men lovliggørelsen har en ekstrem principiel værdi.

Således har Jens Ulrik Høgh, debattør, skribent og redaktør inden for jagtområdet, netop skrevet på sin Facebook-side (oversat fra engelsk):

 

En stor sejr for jægere: Falkejagt i danmark

I 1967 blev falkejagt - den ældgamle kunst at jage med trænede rovfugle - forbudt i Danmark efter pres fra ornitologer. På lørdag den 1. september vil trænede rovfugle endnu engang flyve fra danske falkonerers handsker for at jage små byttedyr i Danmark.

Forbuddet mod 50-års-forbuddet udløb efter fem årtier med utrættelige kampe. Ét efter ét blev de - i vidt omfang - følelsesmæssige fantasiargumenter mod denne traditionelle jagt skudt ned, og i sidste ende tabte de.

Der er ikke mange falkonerer i Danmark, men sejren er ikke desto mindre meget vigtig for mig. Den viser, at det betaler sig for at kæmpe for vores rettigheder, at insistere på fakta og støtte andre grupper af jægere (uanset hvor få de måtte være). Giv aldrig op!

Et kæmpe tillykke til Danmarks falkonerer!

 

Ørnereservatet vil fra lørdag genoptage falkejagten. 

 

 

Fakta: De vigtigste bestemmelser i den ny bekendtgørelse

Jagt og regulering med rovfugle skal som udgangspunkt følge jagtlovgivningens almindelige regler, med mindre andet fremgår af bekendtgørelsen.

Alle rovfugle, der lovligt må holdes i fangenskab, må anvendes, bortset fra hybrider.

Falkonérer skal lovligt holde og træne én eller flere rovfugle, have gyldigt jagttegn, bestå en skriftlig falkonerprøve samt have påtegning om ret til jagt med rovfugle på jagttegnet.

”Egnede” rovfugle må anvendes til jagt og regulering på følgende arter: Bramgås, krage, råge, husskade, måger, svømmeænder, troldand, taffeland, hønsefugle, vadefugle, duer, blishøne, hare og vildkanin. Ved ”egnede” forstås rovfugle, hvis størrelse og adfærd passer til byttedyret, således at byttedyret aflives så hurtigt og smertefrit som muligt.

Rovfugle skal under træning, ved jagt og ved regulering være forsynet med egnet sporingsudstyr, f.eks. radio- eller GPS-sender.

Falkonérer skal indberette, hvor meget vildt, der er nedlagt med rovfugle, herunder hvilke arter af rovfugle, der er anvendt, hvilke arter af byttedyr, hver rovfugl har nedlagt og antallet af hvert byttedyr.

Senest efter fire år skal reglerne i bekendtgørelsen evalueres.

Kilde: Jaegerforbundet.dk