Når majestæten er ude på sine kongelige enemærker

Når majestæten er ude på sine kongelige enemærker


Det kan forekomme helt uvirkeligt når man ser den store hunkongeørn Bajanka skruer sig med største behændighed mellem fyr og grantræer ude i Ørnereservatets klitområde.


Men de små kaldelyde, som den også siger til sin mage, afsløre den ellers godt kamuflerede rovfugl er på vej.


Der er gensynsglæde og det gælder begge veje når man har opbygget et godt kammeratskab. Kongeørnen er ubetinget den ørn der kan tage de største byttedyr og en stor hun som Bajanka har ikke noget problem med at nedlægge en hjort, men er faktisk ligeså glad for en hare.

Da jeg var lidt yngre var jeg med min far rundt i det meste af Europa på flere ræve og rådyrsjagter i Slovakiet og Tjekkiet. Der var store oplevelser under selve jagtudøvelsen. Men også alle de små historier der knytter sig til falkoneren og sin rovfugl gør en jagt speciel og noget enestående, da det udelukkende sker på naturens betingelser.


Enhver fugl synger med sit næb


Bajanka er også en smuk og håndfast veninde og god til at bruge sine ben når hun klatre op på sit udsigtspunkt i klitterne. Kongeørne er ret behændige og springer gerne fra gren til gren og bruger sine skarpe store klør til, at holde fast med. Bajanka bliver lidt utålmodig efter hun er fløjet op til sin udsigtspunkt på klitten og hun må lige løbe mig lidt i møde, når jeg selv kravler op til hende på toppen.


Så står hun klar og kalder på mig ligesom for at sige –”kom så vi skal videre og opleve noget her” Og det skal vi også -for når jeg kommer op til hende flyver hun over og sætter sig på sin træstub og forklare på sin egen måde hvor der kan være et spændende udflugtsmål.

Jeg kigger nøje på hendes fantastiske øjne og går så i den retning for at mødes med hende på den nye lokalitet. Turen er helt på sin egen måde elegant og i eget luftlag, når man har en majestæt med.