Generationsskifte på Ørnereservatet

Peter Frank Wenzel fører Ørnereservatet videre efter farens død.

Det har ligget i kortene hele tiden, men kortene blev delt ud tidligere end forventet.

Da Frank Wenzel døde i slutningen af november i en alder af 77 år, så havde han sikret sig, at hans livsværk blev ført videre i samme ånd – af hans yngste søn og livslærling.

-  Jeg mistede ikke bare en far, men også min bedste ven, fortæller 41-årige Peter Frank Wenzel, indehaver af Ørnereservatet, med henvisning til de mange oplevelser og interesser, han har delt med sin far.

For opvæksten som søn af fotograf og rovfugleekspert Frank Wenzel udløste en usædvanlig barndom i tæt kontakt med naturen.

Peter Frank Wenzels første minde om ham, faren og rovfuglene er fra dengang, han blot var fire-fem år gammel.

-   Underligt nok, så husker jeg, at jeg havde sådan en rød sweater på, og jeg blev stillet i en snedrive, hvor jeg fik besked om at holde øje med en kongeørn, som min far trænede. Pludselig råbte han ”duk dig”, og jeg gik sådan helt i bro – det må virkelig have set morsomt ud, husker Peter Frank Wenzel.

-   Men jeg var på én eller anden måde ikke bange, for det hele måtte jo være i orden, når min far var tryg.

undefined

Et billede af ham som 11-årig, der storsmilende holder et rødt telefonrør ned til en kurv med pippende havørneunger, viser endnu én af utallige erindringer om en dedikeret far og det helt særlige bånd mellem far, søn og rovfugle.

-   Min far var ude at optage film i naturen, og da han ringede hjem, så spurgte han godt nok til familien, men måtte herefter straks høre, hvordan det gik med ungerne.

undefined

Kærlighed, viden og respekt

Peter Frank Wenzels interesse for rovfugle førte ham ud på mange jagtrejser sammen med faren, og da han skulle i praktik i folkeskolen, blev det ikke i den lokale Brugs eller et andet traditionelt sted. Forældrene sendte ham til Canterbury i Sydengland, hvor der ligger en meget berømt falkonerskole.

-   Og her fik jeg virkelig mulighed for at udvikle mig.

Hjemme på Ørnereservatet fik han herefter lov til at træne med havørne. Peter Frank Wenzel husker stadig, hvor stolt han var over privilegiet. At det kostede ham en tur på skadestuen for at få syet et afrevet øre på igen, er en parentes i det store hele, bemærker han med et skuldertræk.

-   Øret blev flået af, fordi jeg vendte mig forkert i forhold til vindretningen. Sådan noget sker, når man har med de store rovfugle at gøre.

Som 17-årig opsøgte han en indianerstamme i Denver i USA for at komme helt tæt på det oprindelige - det urgamle samarbejde mellem menneske og rovfugl og det spirituelle bånd, indianerne har med dyrene.

-   Vi kan lære meget af den viden og afslappede, men dybe respekt, de har for naturen.

I samme forbindelse traf han helt tilfældigt en amerikansk professor, der forskede i rovfuglenes evolution, og hvordan de eksempelvis er beslægtet med dinosaurerne. Han og Peter Frank Wenzel gik fra at være fremmede til at tale i timevis om videnskaben bag himmelrummets krigere.

-   Og det var på den rejse, det stod mig klart, at jeg ville gå i min fars fodspor, siger han.

Alligevel valgte Peter Frank Wenzel efter gymnasiet en mere konventionel vej i livet. Han tog et par højskoleophold og studerede herefter på universitetet med medier som speciale. Idéen var at starte op som selvstændig inden for IT.

De store vidder og den vilde natur blev også for en stund skiftet ud med computerens blå lys, men det var – som han siger – alligevel for støvet.

undefined

Peter Frank Wenzel vendte tilbage for at tage arven op.

-   Først dyrkede jeg den klassiske falkejagt til hest som i middelalderen, og senere begyndte jeg at træne med Stellers havørne – verdens største. Egentlig troede jeg kun, det var min far, der som den eneste i Nordeuropa kunne håndtere Stellers, men med hans viden og kærlighed lærte jeg det.

Det særlige bånd mellem far og søn blev også dyrket på mange forskningsrejser. Især én af de rejser står glasklart i Peter Frank Wenzels erindring.

-   Vi var på Island for at fotografere ved en fjord. Vi skulle dokumentere jagtfalke, men pludselig så jeg nogle finner langt væk, der gennembrød den isfyldte fjord. Jeg kunne ikke zoome nok, så jeg løb over klipperne og ud på en slags færgeleje. Pludselig var jeg så tæt på otte-ti store spækhuggere, at jeg kunne høre deres åndedræt, og i det samme lettede et jagtfalkepar på himlen lige over dem. Dér følte jeg denne her særlige samhørighed med naturen – det var næsten en religiøs oplevelse. Og jeg fik en fuldstændig forståelse af min fars interesse, og hvordan han altid var optændt af naturens kræfter.

undefined

Ånden lever videre

Peter Frank Wenzel har siden juli officielt haft ansvaret for Ørnereservatet, men formelt det seneste halvandet år, hvor faren var syg.

For to år siden blev caféområdet og udstillingen restaureret og udvidet, blandt andet med en afdeling for rovfuglenes sanseunivers.

Peter Frank Wenzel går til opgaven med stor passion og ærefrygt. Ikke blot i forhold til dén institution, som Ørnereservatet gennem over 40 år er blevet til. For Peter Frank Wenzel er Ørnereservatet et monument over viden om, respekt og kærlighed til rovfugle.

-   Der kommer selvfølgelig nye ting og nye medarbejdere til, men overordnet vil jeg fortsætte min fars arbejde med at kæmpe for forståelsen og respekten for rovfuglene. Han anså rovfuglene som sine venner med hver sin personlighed, og han ønskede at dokumentere deres sprog og adfærd. Jeg ser frem til at føre arbejdet videre, siger han.

Ørnereservatet åbner for den nye sæson i påsken 2016.

undefined