Tyve kongelige sekunder

Af Mette Kirstine Goddiksen

Frank Wenzel havde ventet hele sit liv på at fotografere en kongeørnerede i de helt rigtige omgivelser. Så da chancen bød sig, brugte han fem intense rejsedøgn på at få 20 sekunders rå og ucensureret natur i kassen.

Det er ekstremt svært at finde en kongeørnerede i den vilde natur, der egner sig til og samtidig er mulig at fotografere. Ikke desto mindre fik Frank et tip om netop det.
- Jeg fik at vide, at der findes en rede i et stort, smukt fyrretræ i Finmarken helt oppe ved den russiske grænse. Den er placeret med den flotteste panoramabaggrund på en stejl fjeldskråning, og det er muligt at skjule sig med kamera i nærheden, fortæller Frank. 
Han pakkede derfor sit udstyr og begav sig ud på en rejse, der bestemt ikke var for sarte sjæle og charterturister: Eksempelvis var der intet mindre end fem flyskift efterfulgt af 200 kilometer i bil ad primitive veje midt om natten. Men Frank fandt frem til den lille, fjernt beliggende fjeldhytte, han havde lejet.

Den sidste vildmark
Frank har dedikeret 2010 til at iagttage kongeørne. Han har blandt andet rejst Norge tyndt for at krydse sine hjemlige observationer fra Ørnereservatet med observationer fra den vilde natur. Men han anser Finmarken som det ypperste, uberørte rige for disse prægtige rovfugle. Han glædede sig enormt til at suge viden til sig her.
- Det er den sidste vildmark. Her hører kongeørnene virkelig hjemme!
Franks forventninger til rejsen var skyhøje. Heldigvis levede samernes rå skatkammer op til dem.

Ægte, vild natur på film
Reden lå ganske rigtigt helt ideelt i et gyldent fyrretræ, hvor baggrunden var som det smukkeste maleri af rå klipper, elve og endeløse skove. I reden var der en stor unge på 6-7 uger, som forældrene fodrede en gang i døgnet.
- Én ud af 100 reder, der ligger i så smukke omgivelser, er mulig at komme tæt på med tungt fotoudstyr. Jeg havde næsten opgivet at få sådanne billeder, men her kunne jeg køre ganske tæt på lokaliteten via en grusvej, fortæller Frank.
Frank skjulte sig 50-60 meter væk i en klippehule, der var tildækket af birkekviste. Her sad han tålmodigt og ventede, mens han håbede på, at ingen sulten bjørn ville få færten af dansk fotografkød. Og pludselig kom belønningen for de store anstrengelser: Ørneungens far svævede ind over reden med en fjeldhare til ungen. Frank fik de smukkeste billeder af den mægtige kongefar.

- Det var magisk. Jeg fik 25-30 billeder, og på intet tidspunkt kigger kongeørnen ind i linsen. Den anede ikke, den blev iagttaget. Jeg plejer ellers at holde på, man ikke kan skjule sig for rovfugle, men denne gang lykkedes det måske, forklarer Frank

Sky og mistænksom konge
Han tilføjer dog, at han ikke kan vide sig hundrede procent sikker på, at ørnemoren ikke havde spottet ham. Bagefter kunne nogle af hannens lyde godt tolkes som kaldelyde til hunnen. Som om han ville sige, at nu havde han fanget et bytte, og nu var det hendes tur til at tage tørnen med at fodre.

- Jeg har tænkt over, at det var underligt, jeg slet ikke så moren i de fem døgn, og tvivlen nager mig lidt. Hun må enten være død eller have set mig. Det er jo sådan, at kongeørnemoren holder sig tæt på sin rede, mens faren jager. Så hvis jeg var blevet opdaget, så er det mest sandsynligt, at det var af hunørnen.
Frank kender alt til kongeørnens mistænksomme adfærd og ville aldrig prøve at fotografere en rede i den vilde natur, hvis der var helt små unger i den.
- Havde det været små kongeørneunger, der havde brug for moderens opmærksomhed hele tiden, så ville jeg aldrig have forstyrret. Det kan jo blive farligt for ungerne. Kongeørne er den mest sky og mistænksomme rovfugleart overhovedet, påpeger Frank.
Han finder det forkasteligt, når fotografer ligger på lur for at tage billeder af en rede med små unger.

- De kan virkelig skabe ballade. Forældrene holder sig væk i lang tid, ungerne sulter og går løs på hinanden, eller forældrene forlader reden helt. Det er en forkastelig måde at få billeder på i den vilde natur.

Rette tid og sted
Rigtig mange omstændigheder faldt heldigt ud for Frank den dag i juli, 2010. Billederne af landingen på reden var et sammenfald af gunstige betingelser, men kan også begrundes med Franks store erfaring med og kendskab til kongeørne. Ungen var så stor, at forældrene kun fodrer den en enkelt gang i døgnet - og det går stærkt, men Frank kan tolke kongeørnens lyde og var klar med fingeren på kameraets aftrækker i rette sekund.
- Ungen er ved at nå en alder, hvor den skal lære at klare sig selv og for eksempel partere et bytte. Kongeørneforældrene holder til i nærheden og vogter over ungen, men kommer kun i reden for kortvarigt at aflevere føde. Ungen er naturligvis meget sulten og kaster sig temperamentsfuldt over maden - og forældrene, som den vil jage bort fra sit bytte igen. 
Frank kunne påbegynde den lange rejse hjem med et stort smil på læben: I sjælen og på kameraet var der fuldstændig autentiske billeder af en vild kongeørnehan, der lander ved sin unge med det smukkeste panorama i baggrunden.

- Det var ét af de største oplevelser i mit liv, slutter Frank.
Og det er stort, når det kommer fra en mand, der har iagttaget og oplevet naturen på godt og ondt i 50 år.