Sakerfalk

Sakerfalk (falco
cherrug)
På dansk har denne falk fået
tildelt to navne, nemlig sakerfalk eller slagfalk. Falkonerer
holder mest af at bruge det lidt mere internationale falkonernavn
sakerfalk, som kommer fra det arabiske navn "Ssakar". Derimod
benytter andre fugleinteresserede ofte betegnelsen slagfalk. Vores
svenske naboer har valgt et helt andet men slet ikke ringe navn til
denne store falk - tatarfalken. Dette navn leder tanken hen på de
store asiatiske stepper, hvor falkejagtens historie tog sin
begyndelse for mange tusinde år siden.

Slagfalken er en af de største
falkearter og i nogle områder bliver den lige så stor som den
arktiske jagtfalk (falco rusticolus). På mange områder minder de to
falkearter en del om hinanden, og det kan være svært at kende
forskel på den. specielt i bjergene i Centralasien (Sayan Altai,
Tarbagatai etc.), hvor underarten falco cherrug altaicus hører. I
de senere år er det blevet bevist, at sakerfalken og jagtfalken
faktisk blander sig med hinanden i udkanten af deres
udbredelsesområder. Sakerfalken er mere brunlig i dens aftegninger,
hvorimod jagtfalken som udfarvet og voksen fugl har tendens til at
få mørkegrå aftegninger på en hvid bundfarve. Sakerfalkens
bundfarve er mere creame- eller sandfarvet.
Sakerfalken er udbredt i
Centraleuropa og i hele Asien.

I middelalderens Europa var
sakerfalken knægtens fugl. Længere mod øst havde denne falk større
anseelse og var sågar at finde i den mægtige kong Attilas banner i
400-tallet e.Kr. Senere blev det en yndet falkonerfugl hos
herskeren over Asiens stepper, Djingis Khan, som jagede med denne
fugl nær Samarkand.
Det er svært at forklare, hvorfor
sakerfalken ikke vandt samme popularitet som jagtfalken i
Vesteuropa, men det skyldes formentlig, at Vesteuropa havde meget
lidt at gøre med Østeuropa og Centralasien. Sakerfalken har et
væsentlig anderledes temperament end vandrefalken. Den bliver meget
hurtigt nervøs (specielt når den er mæt) og kan være ganske svær at
træne. Når først falken er trænet, er det til gengæld en glimrende
jæger, som spænder vidt i dens valg af bytte: Alt fra lærker og
firben til ænder og hejre. På jorden kan murmeldyr, harer og
kaniner også let blive bytte for sakerfalken.
Sakerfalken har næsten et lige så
voldsomt greb på handsken eller byttedyret, som man kender det fra
duehøgen. Det er ellers atypisk hos falkene at klemme kløerne
sammen på denne måde.
I Indien, Pakistan og Mellemøsten
er sakerfalken lige så populær hos falkonerer, som vandrefalken er
det hos os. Den er fortrolig med varmen, og traper og ørkenhare er
bytte, som sakerfalken med lethed kan indhente og dræbe.
Nordindien og Pakistan har
igennem tusindvis af år været træksted for sakerfalkene, og her er
de også blevet indfanget for at blive brugt til falkejagt. Der
bliver formentlig stadigvæk fanget flere hundrede falke hvert
efterår i disse områder. Mange har spurgt, om denne indfangning har
skadet bestanden? Fagkundskaben er kommet frem til den konklusion,
at tabet herved ikke er målbart, hvilket skyldes, at den
overvejende del af de indfangne falke er ungfugle, som ville være
gået til grunde i naturen. En anden del af de trækfalke, som
indfanges, bliver sat fri efter endt jagtsæson eller forsvinder i
forbindelse med jagten.

For Europas vedkommende ser
situationen lidt anderledes ud. Der synes at være en svag tendens
til, at bestanden daler, hvilket formentlig skyldes ødelæggelse af
dens naturlige levesteder og bekæmpelse. Det er vigtigt at påpege,
at der er foretaget meget få undersøgelser af sakerfalkens bestand,
og det kan meget vel tænkes, at bestandene i Østeuropa
undervurderes.
Sakerfalken kan i horisontal
flugt flyve 110 km/t hvilket gør at den hurtig kan bevæge sig over
store afstande. For et par år siden ved man blandt andet at der
blev trænet en sakerfalk i sydengland som dagen efter blev fundet
på Malta
De fleste undersøgelser er mere
end 10 år gamle, og rovfuglebestandene har generelt været i
fremgang i denne periode.
| Han |
Hun |
| Vægt i gram |
800 |
1150 |
| Vingefang i cm |
110 |
130 |
| antal ynglepar i
DK |
ingen |