Kongeørn

030

Kongeørnen en den største af de klassiske falkonerfugle og formentlig den mest almindelige ørn i den størrelse.

Den forekommer i Asien, Europa og Nordamerika, og alene i Europa findes næsten 5.000 ynglepar. Kongeørnen hører typisk hjemme i bjergområder og kan holde sig svævende på sine brede vinger i timevis uden mindste tegn til træthed. Med et syn der er henved 8 gange bedre end menneskets, kan den afsøge kolossale områder for vildt, som hovedsagelig består af pattedyr som lemming, kanin, hare, ræv og hjortekalve. Det daglige fødebehov ligger på omkring 250 gram, men et kongeørnepar fanger normalt ca. 300 kg. bytte om året. Den kan også tage flyvende vildt bla. duer.


 

 

 

Meget tyder på, at kongeørnen ikke har været dansk ynglefugl i historisk tid, men den forekommer i sjældne tilfælde som vintergæst. Her drejer det sig formentlig om svenske eller finske ørne. De kongeørne, som kommer til Danmark om vinteren, har altid været ungfugle (1-4 år).

Ligesom de andre store ørnearter er kongeørnen først ynglemoden i 5-årsalderen. Hannen og hunnen holder sammen hele livet og får normalt 1-3 æg om året. Og den mest sejlivede myte er, at ørne har et Kain-Abel-syndrom, hvor den stærkeste unge dræber den svage. I virkeligheden forekommer det sjældent - og når det sker, er det ikke et resultat af, at ørneungen har en ond og morderisk natur

 

 

Kongeørnen har været udsat for et stort pres i de sidste par hundrede år på grund af dens fødevalg. Specielt jægere og landmænd har stræbt kongeørnen efter livet, og det har ikke skortet på opfindsomhed. I Danmark har man skudt kongeørne, lagt ådsler med gift ud og sat sakse op i træer eller på pæle. I Texas, USA har man også fra fly beskudt reder eller fuglene i luften. I 1940"erne skød nogle piloter hver mere end 1.000 kongeørne om året. En enkelt af disse piloter havde henved 12.000 kongeørnes liv på samvittigheden. Selv om kongeørnen nu er fredet over det meste af verden, gives der stadig tilladelser til aflivning ("regulering"). Så sent som i starten af 1990erne blev et par af de norske ynglende kongeørne i nærheden af Bergen aflivet. Tilladelsen til aflivningen blev givet af de norske myndigheder efter en anmodning fra en landmand, som havde mistet en del får og geder.

Kongeørnen har ikke været en særlig almindelig falkoner-fugl i Vesteuropa, men har til gengæld været meget populær i Asien og i de østeuropæiske lande, hvor man hovedsagelig går på jagt efter hare, kaniner, ræve og rådyr. I Asien jages ulve og sågar sneleoparder ofte fortrinsvis for pelsens skyld. Jagt efter de store rovdyr er bestemt ikke ufarlig for ørnene. I Rusland fortælles således en historie om en stor hun-ulv, som skulle have taget livet af 11 kongeørne. Da falkoneren gik ud med den 12. ørn, lykkedes det denne, at dræbe den store ulv. Stalin dekorerede falkoneren med en guld-medalje for denne dåd.

 

 

I de seneste par år har mange hævdet, at kongeørnen er lige ved at indvandre til Danmark som ynglefugl. Da kongeørnen ikke har ynglet i Danmark i historisk tid, er det imidlertid meget lidt sandsynligt, at den vil forsøge nu, hvor befolkningstallet siden år 1900 er steget fra 2,5 millioner til over 5 millioner, uopdyrkede naturarealer er skrumpet ind, og befolkningens trafik i naturen er forøget betydeligt. Et ynglende kongeørnepar kræver et stort areal på 50-200 kvadratkilometer, hvor de uforstyrret kan jage. Kongeørnene har dog fundet et tilholdssted i Lille Vildmose i Nordjylland.

 

Han

Hun

Vægt i gram

3.000

6.000

Vingefang i cm

200

220

Antal ynglepar i Danmark

1