Kamp til døden
Kamp til døden
Af Mette Kirstine Goddiksen
Når ørne kæmper om territorium, så gøres der kort
proces. Der er absolut ikke plads til fejltrin, svaghed
eller Frank Wenzel. Men han lægger sig imellem alligevel.Da de to
havørne, Senja og Dønna, kom op at slås for nyligt, var det ekstra
hjerteskærende for Frank.
- De er begge to store unger fra sidste sommer, og de plejede
at flyve over klitterne og hygge sig sammen, men da de blev ældre,
begyndte de to hunner at kæmpe om territorium og kunne ikke tåle
synet af hinanden. Jeg vidste, vi skulle passe på!Derfor var de i
hver sin flyvevoliere, men desværre stod porten lidt på klem, og
den dødsensfarlige kamp var en realitet.
- Heldigvis kom de op at slås på et begrænset areal. Det
værste er, når de kommer op at slås ude i den vilde natur. Så
flyver de uden for min rækkevidde, og jeg kan ikke stoppe dem,
fortæller Frank.
Hunner værst
Uden nogen sammenligning i øvrigt, så er hunnerne de mest
aggressive i ørnenes rige. Det er mægtige temperamenter, Frank er
oppe imod, når han lægger sig imellem to rivalinder.
- Ørnene kæmper meget intenst, indtil den ene er død eller
bøjer sig for, at den anden er stærkest. Når jeg lægger mig
imellem, så ved de, at jeg er en uinteressant part i konflikten og
undgår at gribe ud efter mig. Men de gør alt for at komme forbi mig
og sætte kløerne i den anden ørn.
Frank betegner sig selv som "ikke just en årsunge", hvorfor det er
både fysisk og psykisk anstrengende for ham at mægle mellem to
rasende ørne med et vingefang på tre meter. Eller ganske enkelt
forhindre den svage parts død.
- Jeg holder utrolig meget af mine ørne og er lettet over, at
jeg fik stoppet kampen i tide.
Som rasende kamphunde
Langt mere tragisk endte det for nogle år siden, da to voksne
hunørne kæmpede om den højeste placering i rangordenen.
- Det var to pragtfulde kongeørne, som kom i kamp, da de
begge blev ynglemodne. De kan blive rasende som kamphunde og har
samme evne til at låse grebet i modparten, når adrenalinen pumper.
Og således fik den ene sat en klo i låret på den anden, før jeg fik
stoppet dem.
Først håbede Frank på, at det blot var en overfladisk skramme, da
der ikke kom blod ud. Men han havde en grim
fornemmelse.- Kloen var gået langt ind, men kongeørnens
kraftige dun virkede som en prop inde i såret.
Nogle dage efter hang den med hovedet. Der var gået
blodforgiftning i såret, og en blodtransfusion var for kompliceret.
Kongeørnen døde.
- Det var meget, meget tragisk, og heldigvis ender det
sjældent så alvorligt, siger Frank.
Naturens orden
Der finder hele tiden kampe sted i de stolte ørnes verden, men
oftest finder den svage part sin plads i rangordenen uden
blodsudgydelser. Faktisk kan ørnekampe være både flotte og
fascinerende.
- De fanger hinandens kløer på samme tid i luften, så de på
den måde afvæbner hinanden, og så hvirvler de rundt som mennesker i
et tandemspring. Til sidst farer de mod jorden, hvor de så
slipper hinanden nøjagtig tids nok til, de ikke begge to rammer
jorden og dør.
Ørne er ikke flokdyr, men kan have et fint samarbejde, når der
ikke hersker tvivl om, hvem der er stærkest.
- De værste er, når to hårde sten mødes, påpeger
Frank.
