Kærlighed og passion

Kærlighed og passion for rovfugle i Ørnereservatet

Af Jan Hansen

Igennem de sidste mange år, ja snarere 10-15 år har min interesse for rovfugle og især de helt store prægtige ørne, været en af mine helt store passioner og lidenskab.
 
Jeg har gennem denne tid læst en masse artikler og faglitteratur om rovfugle af alverdens arter og ja, der er massere af flotte og helt utrolig imponerende rovfugle i den ganske verden. I mit sind er rovfuglene det ypperste og mest fantastiske at skue i blandt fugle og især de store ørne, som nu igen efter mange års fravær i den danske natur glimre med at vise sig igen herhjemme.

 

Havørn, Jan Hansen 

Dermed ikke være sagt, at en gråspurv, rødkælk eller guldspurv, som vi kan opleve i den danske natur, ikke kan være lige så fantastiske, på deres helt egen måde, for smukke det er de skam også. Nej, det er nok snarere det, helt fantastiske, at se en ørn folde sig ud i den frie natur i fuldt flor, der påvirker min interesse specielt meget, for disse store yndefulde rovfugle.

Danskerne er så småt ved at få øjnene op for, hvilke kvaliteter rovfuglene bringer med sig ind i den danske natur igen. Der er intet som at stå og betragte en lynende hurtig og smidig rovfugl gå på vingerne, hvad enten, det er for at skaffe sig føde, eller blot at ligge sig til rette højt, højt oppe på den blå himmel, og svæve i timevis på de termiske luftstrømme, et mere malerisk og flot billede på frihed og elegance kan næsten ikke opleves.

Fuglenes frihed og evne til at fængsle os som mennesker er enestående. Man kan simpelthen ikke undgå, at lade sig rive med og tænke tanken selv, gid jeg hang der oppe og kunne se det samme skue som ørnen.

Kongeørnen har på sin vis bevist os herhjemme, at den kan trives i blandt andet den nordjyske natur. Og hvis bare vi vil lade den få lov at være i fred og færdes med respekt i dens område, så vil der i fremtiden måske kunne ses ynglepar i den danske natur.

Igennem den danske historie har ørnene herhjemme været lagt for had og har i store perioder været helt forsvundet fra den danske natur. Dette er selv for mig, der ikke er fuldtids ornitolog eller lignede, næsten ikke til at bære. Ja, det kan godt være de har udgjort en trussel, men mon ikke denne trussel har været stærkt over vurderet et langt stykke hen af vejen, det mener jeg så absolut.

Vi mennesker har det med at blande os i alt. Selv naturens egen måde, at holde orden på, er nogen gange ikke tilstrækkelig for os til, at vi vil lade os stille tilfreds. Her tænker jeg på de ekstremt store nedskydninger af ørnefuglene der foregik fra 1800 tallet, med meget stor intensitet over det mest af hele Nordeuropa helt frem til midten af 1900 tallet.

Først i 1960érne blev vi herhjemme "trætte" af denne rovdrift på rovfuglene, men der var skaden sket. Mange af de rovfugle der i dag er så meget fokus på, var forsvundet helt fra vores egen natur. Lad mig blot nævne nogle få af disse fugle, så som konge- og havørnen, den fantastiske fiskeørn og noget så sjældent som den røde glente.

I dag er disse fugle gudskelov total fredet, til fryd for os alle, der før eller siden måske får den store oplevelse, at se dem i den frie natur.

Imidlertid, har der altid været mennesker som mig selv, der af den ene eller den anden grund, har en kærlighed og passion for disse fugle. Og ja, det er jo ikke os alle, der kan eller vil bevæge os helt derud, hvor fuglene har deres naturlige udbredelses område. Så derfor kan vi takke en familie i det nordjyske ved efternavnet Wenzel for, at vi her kan opleve og for nogens vedkommende gense de fantastiske ørne og rovfugle, som engang var udbredt i det meste af Danmark.

Familien Wenzel, med Frank Wenzel i spidsen, har igennem de sidste mange år herhjemme formidlet en masse viden og bidraget til blandt andet mit syn på rovfuglenes "ret" til at være en del af den danske natur. Frank Wenzel har gennem tiden skrevet en masse litteratur og hvem kender ikke hans helt igennem fantastiske billeder af ørne, falke osv.

Kongeørn, Jan Hansen

Imidlertid er bøger, billeder og artikler ikke altid nok til at kunne forstår, hvorfor vi er nogle mennesker, der simpelthen helt har tabt vores hjerte for disse rovfugle. Så da familien Wenzel i 1980 fik muligheden for at grundlægge Ørnereservatet, var vejen nu banet for endnu mere oplysning og formidling omkring rovfuglene og familiens Wenzels arbejde for og med fuglene, så selv alm. Mennesker kunne få viden omkring rovfuglene på en helt ny måde.
 
Et stykke pionerarbejde af dimensioner, kan man vist godt sige det i dag, tog dengang fart og er i dag en helt naturlig del af os danskeres mulighed for, at opleve de fantastiske og sjældne rovfugle "live" og helt tæt på.

Ørnereservatet er i dag en kæmpe turist attraktion i det Nordjyske, som er med til at formidle viden, passion og kærlighed for disse fugle, blandt os der gerne vil se dem tilbage, og engang helt frie i vores danske natur.

I år kan man som noget ganske enestående for første gang præsenterer hele 2 par ynglende havørnepar på en gang. Dette er i sig selv en helt fantastisk begivenhed, som vidner for mig om, at det Wenzel gør og har gjort, er noget ganske enestående.

Har man en gang set et ørnepar passe og pleje deres unger, ja så ved man bestemt også hvor kærlige, omsorgsfulde og beskyttende forældre fuglene er. Det er absolut ikke en hr. hvem som helst der kan komme tæt på et rugende par med unger, og dette bør i sagens natur ej heller finde sted i den vilde natur. Men man kan blandt andet på http://www.frank-wenzel.dk/ se Frank håndfodre en ørneunge overvåget af dens ørnemoder, hvilket for mig vidner om et helt utroligt bånd imellem menneske og ørn. Dette er muligt fordi Wenzel har kærligheden, passionen, og respekten for disse fantastiske rovfugle om end han ikke blandt dem er accepteret, som en af deres egne.

Det er muligt og burde være muligt, at vi herhjemme i Danmark igen kunne få vilde ørne at se ude i naturen. Min historien her var blot en artikel om, hvad disse rovfugle betyder for mig. At de er der og måske kunne blive en fast del af den danske natur ville være helt fantastisk og ja, Ørnereservatet og familien Wenzel vil for mig stå som banebrydere og pionærer indenfor dette stykke arbejde.

Tekstforfatter: Jan Hansen, fuglekigger og billedkunstner