Kærlig rebel

mjolner
Af Mette Kirstine Goddiksen


Da Edith Wenzel og hendes mand startede Fredensborg Falkonergård bragte de den smukke og egenrådige Mjølner med sig. Og han fik rusket godt op i Sjælland.


Frank Wenzel udvalgte specielt ørnen til sin datter og svigersøn, Edith og Finn. Mjølner er fra Ørnereservatets første generation af ørne og er en imponerende stor havørnehan med en helt unik personlighed. Han hedder Mjølner, fordi han kommer hurtigt tilbage til hånden. Altså, til de særligt udvalgte falkonerer - og hvis han ikke har sine egne planer.

Knyttede sig til Finn
Mjølner kastede ret hurtigt sin kærlighed på Finn og forsøgte at skabe en alliance med ham uden om Edith. Og da Finn ikke er falkoner på fuld tid, stod Edith ofte alene med den store havørn, som ville provokere hende og fløj væk fra hende.

Mjølner kostede snaps
Hanørnen forelskede sig ret hurtigt i en put and take-sø i nærheden af Fredensborg Falkonergård, hvor fiskerne jo nærmest selv serverede de lækreste aborrer og geder for ham. Problemet var selvfølgelig, at fiskerne gerne ville have fangsten og æren med hjem til deres eget middagsbord, men ikke rigtig kunne stille noget op over for en kvik havørn. Derfor klagede de over den tyvagtige ørn til Edith, der hver gang måtte kompensere med en flaske snaps.

Tog journalist som gidsel 
Under ét af tyvetogterne, så Mjølner sig vred på en journalist, der skulle skrive en anmeldelse af søen til et friluftsmagasin. Han fløj ned til journalisten, der sad og fiskede, så han måtte søge skjul i en busk. På vej i dækning tabte den stakkels reporter brillerne, men kunne ikke få fat på dem igen, fordi Mjølner holdt vagt uden for busken. Den stakkels mand sad stæreblind og ventede på, at en rasende havørn ville lade ham undslippe. Heldigvis kunne journalisten se humoren i den ekstra oplevelse og fik en sjov og positiv artikel ud af mødet med Mjølner.

Standsede fodboldkamp og fortryllede børn
På sin sidste strejfetur over det sjællandske nåede Mjølner først ud på Værløse Stadion, hvor han standsede en fodboldkamp foran tusinder af tilskuere, fordi han fløj så tæt ind over banen, at han var lige ved at sætte sig.  Senere da han fløj videre mod Kastrup, så han en børnehave, der var ude at gå. Og det var som om, børneflokken var noget trygt, han genkendte fra Fredensborg Falkonergård. Han satte sig i hvert fald lige midt imellem børnene. Senere fortalte de små poder deres forældre om den gigantiske rovfugl, så forældrene nærmest blev irriterede over, at deres børn gik og fandt på de mest usandsynlige historier. Heldigvis kunne pædagogerne bekræfte, at beretningerne ikke bare var højtflyvende fantasi.

Jagten på kød
Da eventyreren Mjølner nåede frem til Holbæk Fjord, blev han spottet af en dame, der straks ville indfange den fantastiske rovfugl på kamera. Men Mjølner troede sandsynligvis, kameraet var et stykke kød og fløj ned og satte sig på damens arm, der hverken havde handske på - eller begreb om, hvad man stiller op med en sulten havørn. Men der var ingen grund til bekymring. Da Mjølner opdagede, der ikke var kød i vente, fløj han videre til Kalundborg. Her var han så heldig, at der lå en trafikdræbt hare på vejen. Og bilisterne var uheldige, fordi han valgte at indtage festmåltidet midt på kørebanen med flere kilometers kø som resultat.

Tilknytningen bragte ham sikkert hjem
Edith og Finn bliver i mellemtiden orienteret om Mjølners eventyrlige rejse og drager straks af sted. Det er måneskin, og de ser Mjølner, der svæver oppe på himlen. Men da de ikke kan få kontakt, overnatter de i området. De ved, ørnen har ædt sig helt fordærvet, og han ikke har kræfter til at komme så langt. I morgendæmringen går de atter ud, og snart lander Mjølner på Finns arm, dobbelt så tung som han plejer. Han er mæt af indtryk - og hare. Der hersker ingen tvivl om, at den kloge havørn er dybt knyttet til sit menneske - også når han ikke har brug for et måltid mad.

Tilbage ved Skagen igen
Efter Mjølners strejfetur beslutter Edith og Finn at bringe ham tilbage til Ørnereservatet igen. Ud over Finn er Frank jo den eneste, som kan håndtere den meget personlige havørn, der bestemt ikke er til at spøge med. Derfor er han heller aldrig med i forevisningerne på reservatet, da han simpelthen ikke accepterer at blive trænet af Ørnereservatets øvrige falkonerer. Men rebellen Mjølner er blevet far til otte unger med havørnen Margrethe og nyder at være tilbage i det nordjyske. Og så fristes man til at tænke, at sjællandske journalister, amatørfotografer og fodboldspillere sover mere roligt nu…