Kærlig rebel

Af Mette Kirstine Goddiksen
Da Edith Wenzel og hendes mand startede Fredensborg Falkonergård
bragte de den smukke og egenrådige Mjølner med sig. Og han fik
rusket godt op i Sjælland.
Frank Wenzel udvalgte specielt ørnen til sin datter og svigersøn,
Edith og Finn. Mjølner er fra Ørnereservatets første generation af
ørne og er en imponerende stor havørnehan med en helt unik
personlighed. Han hedder Mjølner, fordi han kommer hurtigt tilbage
til hånden. Altså, til de særligt udvalgte falkonerer - og hvis han
ikke har sine egne planer.
Knyttede sig til Finn
Mjølner kastede ret hurtigt sin kærlighed på Finn og forsøgte at
skabe en alliance med ham uden om Edith. Og da Finn ikke er
falkoner på fuld tid, stod Edith ofte alene med den store havørn,
som ville provokere hende og fløj væk fra hende.
Mjølner kostede snaps
Hanørnen forelskede sig ret hurtigt i en put and take-sø i nærheden
af Fredensborg Falkonergård, hvor fiskerne jo nærmest selv
serverede de lækreste aborrer og geder for ham. Problemet var
selvfølgelig, at fiskerne gerne ville have fangsten og æren med
hjem til deres eget middagsbord, men ikke rigtig kunne stille noget
op over for en kvik havørn. Derfor klagede de over den tyvagtige
ørn til Edith, der hver gang måtte kompensere med en flaske
snaps.
Tog journalist som gidsel
Under ét af tyvetogterne, så Mjølner sig vred på en
journalist, der skulle skrive en anmeldelse af søen til et
friluftsmagasin. Han fløj ned til journalisten, der sad og fiskede,
så han måtte søge skjul i en busk. På vej i dækning tabte den
stakkels reporter brillerne, men kunne ikke få fat på dem igen,
fordi Mjølner holdt vagt uden for busken. Den stakkels mand sad
stæreblind og ventede på, at en rasende havørn ville lade ham
undslippe. Heldigvis kunne journalisten se humoren i den ekstra
oplevelse og fik en sjov og positiv artikel ud af mødet med
Mjølner.
Standsede fodboldkamp og fortryllede børn
På sin sidste strejfetur over det sjællandske nåede Mjølner først
ud på Værløse Stadion, hvor han standsede en fodboldkamp foran
tusinder af tilskuere, fordi han fløj så tæt ind over banen, at han
var lige ved at sætte sig. Senere da han fløj videre mod
Kastrup, så han en børnehave, der var ude at gå. Og det var som om,
børneflokken var noget trygt, han genkendte fra Fredensborg
Falkonergård. Han satte sig i hvert fald lige midt imellem børnene.
Senere fortalte de små poder deres forældre om den gigantiske
rovfugl, så forældrene nærmest blev irriterede over, at deres børn
gik og fandt på de mest usandsynlige historier. Heldigvis kunne
pædagogerne bekræfte, at beretningerne ikke bare var højtflyvende
fantasi.
Jagten på kød
Da eventyreren Mjølner nåede frem til Holbæk Fjord, blev han
spottet af en dame, der straks ville indfange den fantastiske
rovfugl på kamera. Men Mjølner troede sandsynligvis, kameraet var
et stykke kød og fløj ned og satte sig på damens arm, der hverken
havde handske på - eller begreb om, hvad man stiller op med en
sulten havørn. Men der var ingen grund til bekymring. Da Mjølner
opdagede, der ikke var kød i vente, fløj han videre til Kalundborg.
Her var han så heldig, at der lå en trafikdræbt hare på vejen. Og
bilisterne var uheldige, fordi han valgte at indtage festmåltidet
midt på kørebanen med flere kilometers kø som resultat.
Tilknytningen bragte ham sikkert hjem
Edith og Finn bliver i mellemtiden orienteret om
Mjølners eventyrlige rejse og drager straks af sted. Det er
måneskin, og de ser Mjølner, der svæver oppe på himlen. Men da de
ikke kan få kontakt, overnatter de i området. De ved, ørnen har ædt
sig helt fordærvet, og han ikke har kræfter til at komme så langt.
I morgendæmringen går de atter ud, og snart lander Mjølner på Finns
arm, dobbelt så tung som han plejer. Han er mæt af indtryk - og
hare. Der hersker ingen tvivl om, at den kloge havørn er dybt
knyttet til sit menneske - også når han ikke har brug for et måltid
mad.
Tilbage ved Skagen igen
Efter Mjølners strejfetur beslutter Edith og Finn at bringe ham
tilbage til Ørnereservatet igen. Ud over Finn er Frank jo den
eneste, som kan håndtere den meget personlige havørn, der bestemt
ikke er til at spøge med. Derfor er han heller aldrig med i
forevisningerne på reservatet, da han simpelthen ikke accepterer at
blive trænet af Ørnereservatets øvrige falkonerer. Men rebellen
Mjølner er blevet far til otte unger med havørnen Margrethe og
nyder at være tilbage i det nordjyske. Og så fristes man til at
tænke, at sjællandske journalister, amatørfotografer og
fodboldspillere sover mere roligt nu…