Dronning blandt publikum

Af Mette Kirstine Goddiksen

Havørneægget med Margrethe indeni bliv lagt på dronningens fødselsdag i 1990. Og ud kom også en ægte majestæt med jernvilje og hang til klassisk musik.
Margrethe var blot en 14 dage gammel dunklump, da Ørnereservatet holdt tiårs jubilæumsfest. Den verdensberømte pianist, Nina Kavtaradze, spillede på sit Steinway i anledningen, og midt i al festivitasen lå lille Margrethe og nød de smukke toner i fulde drag. Og hun har fundet ro i klassisk musik lige siden.

Ekstremt tillidsfuld
Margrethe har været vant til mennesker lige fra, hun var en unge, og besøgende på Ørnereservatet gennem to årtier har beundret hendes særlige tillid og tætte forhold til mennesker. Hun har skabt uudslettelige minder hos publikum, når hun har sat sig mellem dem og med royal arrogance nydt dagens forevisning som om, hun var et menneske. Hun opfatter nærmest "de andre publikummer" som luft: Hun er fuldstændig tryg ved og upåvirket af at sidde blandt sine menneskelige undersåtter.   

Hold på hat, briller, jakker og fotografiapparater
 Men som så mange andre majestæter skulle hun lige løbe hornene af sig i ungdommen, hvor Frank Wenzel måtte holde et vågent øje med hende, når hun satte sig blandt publikum. Medmindre Frank havde direkte øjenkontakt med hende, så kunne hun hitte på at flyve af sted med folks ejendele, trække dem af tøjet eller nappe efter deres fingre. Hun prøvede alle grænser af, hvilket ofte vakte stor jubel hos de besøgende - måske lige med undtagelse af den person, hvis træsko eller kamera Margrethe forsvandt ud over landskabet med.
Varsom med børn
Margrethe er en klog havørn, der godt nok var rigelig provokerende i sin ungdom, men bestemt ikke ønskede at gøre nogen ondt. En enkelt gang hoppede Margrethe op på et lille barns bare ben, og synet af de otte centimeter lange kløer mod de små skrøbelige ben virkede meget faretruende. Men barnet fik ikke så meget som en rift. Margrethe fornemmede ganske enkelt, at her skulle hun træde varsomt. Hun var mindre blid, når det gjaldt Frank. Her skulle grænserne lige prøves af.

Flænsede Franks øre
Margrethes store fornøjelse var at narre Frank, når de trænede. Hun drillede ham ofte med at komme flyvende lydløst bagfra og fra den modsatte retning af, hvad han forventede - og så lige strejfe ham. Engang forelskede hun sig i Franks øre: Den lille flap på siden af hans hoved var ret fristende at gribe fat i, så det gjorde hun. Det var en helt uskyldig leg fra Margrethes side, men når en havørn med et vingefang på tre meter vil lege med dit øre, så ender du på sygehuset. Heldigvis stod der en stor flok dygtige læger parat på Hjørring Sygehus, der reddede Franks øre - og kunne skrive en ret speciel patientjournal den dag.

Rolig mor med årene
Da Margrethe blev ynglemoden, faldt roen på hende, og hun er i dag mor til otte andre havørne - og får en ny hvert år ved hjælp af inseminering. Hun er i dag en meget omsorgsfuld mor, hvilket bestemt ikke var i kortene fra starten af. Da hun fik sin første unge, opgav hun at passe den. Frank tager en del af skylden, da han fortæller, han var for optaget af at filme og fotografere den første udklækning. Han mener, hun overlod ham ungen og forpligtelserne, fordi han kom for tæt på og skabte uheldig rollefordeling. Frank nåede dog at reagere på hendes signaler, og ungen, der hedder Freja, er i dag mindst lige så stor og stærk som sin mor.

Flyver i to kilometers højde
Margrethe har fået stjernestatus på Ørnereservatet blandt andet på grund af sin enorme styrke og eminente flyveteknik. For eksempel bjergtog hun en flok amerikanere, der så hende i forbindelse med Rebild-festen, hvor vejrforholdene var optimale for mesterflyveren Margrethe. Amerikanerne, der var svæveflyvere, bedømte Margrethes flyvehøjde til ikke mindre end 2000 meter ud fra de skyer, hun forsvandt bag. De forklarede, at i USA er ørnen det ypperste frihedssymbol - og det med alt mulig grund, som Margrethe havde demonstreret.

Rovfugl af folket
Men det er ikke blot Margrethes usædvanlige styrke, der har gjort hende populær. Hendes usædvanlige personlighed og liv i harmoni med mennesker gør, at hun er blevet publikums favorit. Det udmønter sig i, at en masse mennesker besøger reservatet igen og igen for at hilse på hende.  Hun modtager julekort, og engang valgte en dame, der skulle have en afskedsreception på sit job, at pengene i stedet for skulle gives til Margrethe på Ørnereservatet. Margrethe er i sin bedste alder, og når hun ikke ruger på den næste generation af store personligheder, så overværer hun forevisningen. Måske sætter hun sig lige ved siden af dig…