Ørnen og Indianerne

Af Jan Hansen (JH) Ringsted

161

Konge- og havørnen, af mange rundt omkring i verden regnet for en af de flotteste og mest yndefulde fugle blandt ørnene. Den har i generationer levet i sameksistens med Indianerne og været en vigtig del af deres kultur. Kongeørnen er også kendt som "den gyldne ørn" blandt indianerne, blev set på som himmelens ubestridte hersker.

canon 091

Dansk indiansk forening i Ørnereservatet

Ørnen var og er en majestætisk og elegant jæger som Indianerne så op til. Denne fugl var omgivet med stor respekt og anseelse blandt Indianerne. Ikke mindst var det forbundet med en stor ære at bære dens karakteristiske og meget smukke fjer. Især ørnens halefjer var højt værdsatte blandt indianerne, med deres flotte hvide bund og sort- eller bruntippede spids.

Ørnen var en slags symbol på uafhængighed, mod, styrke, elegance, smidighed, intelligens og klogskab for indianerne. Samtidig med var ørnen en lynende hurtig, effektiv og lydløs dræber. Den tog kun hvad den behøvede for at overleve, ganske som indianerne - altså havde de et respektfuldt præget og ganske flot syn på denne himmelens ubestridte hersker/majestæt.

canon 135

Dansk indiansk forening i Ørnereservatet

Man skulle blandt indianerne gøre sig fortjent til at bære dens fjer. Man kan vel egentlig godt sige, at den enkelte fjer repræsenterede en slags orden, dekorering eller udnævnelse for den enkelte kriger. Det vil sige at krigeren måtte ikke umiddelbart benytte en ørnefjer til at smykke sig med, med mindre han havde gjort sig fortjent til det.
Man skulle først møde op hos stammens råd fortælle om sine bedrifter, hvorefter pålidelige vidner skulle kunne bekræfte ens historie. Blev historien anerkendt og respekteret af stammens råd som sandfærdig, ja så havde indianeren nu retten til at bære ørnefjeren, hvad enten det var i håret eller i en fjerpryd.


En enkelt fjerpryd kunne indeholdehelt op til ca. 40 ørnefjer af den fineste slags, alt afhængigt af fjerenes størrelse selvfølgelig. Man bestræbte sig på altid at udvælge sig de fineste og største fjer til en hovedpryd. Tit bestod de forreste fjer af ørnens halefjer og sidefjerne på hovedpryden var oftest fra ørnens vinger.

fjer scan

Man satte altid fjerne i samme retning, altså fjer fra ørnens venstre og højre vinge for sig, når man skulle monterer dem i en hovedpryd.

Som regel halefjerene fra en ung Konge- eller Havørn, da disse er snorlige og meget stærke. De øvrige fjer blev så brugt til ceremoni- og dansestokke, vifter af forskellig slags, udsmykning på skjolde, våben, dragter o. lign

Udover denne type hoved beklædning benyttede indianerne også enkelt og dobbeltradet fjerprydelser. Disse som de oftest lod sig iføre når de sad til hest, da halerne som regel var så lange, at fjerpryden ikke var til at bære til fods, og simpelthen ville blive ødelagt med tiden på den måde.
Som oftest var det kun de bedste fjer man brugte til de store fjerprydelser.