Ørnedrab skyldes egoisme

Ørnedrab skyldes egoisme og grusomhed

Af Mette Kirstine Goddiksen

Der har været ikke mindre end tre drab på totalfredede havørne inden for det seneste år. Rovfugleekspert raser og kalder drabene for en national tragedie, som medier og myndigheder ikke tager seriøst nok.

Frank Wenzel, indehaver af Ørnereservatet på vej til Skagen, har viet sit liv til at forske i rovfugle og til at viderebringe sin viden. Og det er mere nødvendigt end nogensinde, påpeger han. For nogle mennesker ser rovfugle som kyniske dræbere.

Der er mange myter og vandrehistorier om rovfugle. Selv i den nyeste litteratur om emnet beskrives de som lystmordere. Men i virkeligheden er rovfugle meget nøjeregnende. De tager kun det bytte, de har brug for.

Frank Wenzel mener netop, at havørnene måtte lade livet, fordi nogle mennesker frygtede, at havørnene ville dominere og jage på deres terræn.

Der findes åbenbart menneske, der stadig mener, at alt, hvad der er i naturen, tilhører dem! Det er jo helt absurd. Mennesker har mulighed for bare at gå ned i supermarkedet efter mad. Rovfugle er helt afhængige af at kunne jage i naturen. De har tilpasset sig naturen og må jage året rundt, selv i den hårdeste vinter.

Slapt opklaringsarbejde

Han mener desuden ikke, at medierne og myndighederne har ydet sagen retfærdighed. I andre lande som Tyskland, USA og Sverige slår myndighederne for alvor alarm, når fredede dyr dræbes så kynisk. Det giver sagen en form for tyngde og autoritet, som igen smitter af på, hvor alvorligt befolkningen, politiet - og medierne - tager sagen.

I medierne beskrives sagen som noget, der kun vedkommer en excentrisk gruppe af fugleelskere. Men det er vel afstedkommet af, at myndighederne ikke tager sagen alvorlig. At det for eksempel er private foreninger, der må udlove en dusør for opklaring, påpeger Frank Wenzel.

Han er aldeles rystet over, hvad han kalder ansvarsforflygtigelse fra myndighedernes side.

Et så voldsomt overgreb på naturen skal tages langt mere alvorligt, mener han.

Drama-litteratur skaber antiparti

Frank Wenzel begrunder også de grusomme drab med mangel på viden. Og der er ifølge ham ikke noget at sige til det, når man ser på faglitteratur om rovfugle og deres adfærd.

Jeg begyndte at læse om rovfugle som dreng. Og jeg forundres over, at moderne litteratur om emnet ikke har flyttet sig ret meget siden dengang: De samme forkerte informationer genfortælles - og det er ikke retfærdigt over for rovfuglene eller heldigt i forhold til at skabe respekt om dem, siger han.

For eksempel har opfattelsen af rovfugle ikke ændret sig synderligt siden Brehms store zoologiske værk fra 1907, der hed "Dyrenes liv". Her beskrives eksempelvis duehøgens rede fejlagtigt som en slagterbænk, hvor der er blod over alt. I virkeligheden er der intet så rent og uplettet som en duehøgerede.

Ikke morderiske ådselædere

Og den mest sejlivede myte er, at ørne har et Kain-Abel-syndrom, hvor den stærkeste unge dræber den svage. I virkeligheden forekommer det sjældent - og når det sker, er det ikke et resultat af, at ørneungen har en ond og morderisk natur. Der er simpelthen intet biologisk grundlag for den antagelse. Det er et resultat af stress, som den menneskelige iagttager påfører ørnen ved sin indtrængen. Når vi ser billeddokumentation på den aggressive adfærd, er selve dramaet ofte skabt af mennesker, der bryder ind i naturens orden, forklarer Frank Wenzel.

For ifølge Wenzel kan mennesker ikke iagttage en ørnerede, uden de bemærker det. Det er umuligt at skjule sig godt nok, for rovfugle opfanger selv de mindste ændringer i deres omgivelser. Det menneskelige nærvær forårsager, at forældreparret holder sig væk fra reden, at ungerne bliver meget sultne og utålmodige - og slutteligt kaster sig over hinanden. Under normale omstændigheder ligger ørnemoren nemlig på ungerne de første to-tre uger. Ikke blot for at varme dem, men for at undgå, de hakker efter hinanden.

Menneskebørn laver også ulykker, når forældrene er længe væk, sammenligner han.

En anden myte er, at rovfugle æder ådsler

Kun meget svækkede rovfugle æder ådsler. De dykker måske ned til et ådsel for at finde ud af, om dyret lige er dødt, men de spiser ikke gammelt kød med deres gode vilje, fortæller han.

I forbindelse med ørnemordene må der altså være tale om, at de store mængder gift var placeret i helt friskt kød.

Fælles tragedie

Frank Wenzel håber inderligt på, at fremtiden vil byde på mere viden og bedre litteratur om rovfugle - så vi ikke ser lignende mord på rovfugle i fremtiden.

Havørne er totalfredede i Danmark. De kom tilbage til landet, efter de havde været væk længe - og nu er det vores fælles opgave at passe på dem. Medierne fremlagde drabene på havørnene som noget, der kun vedkom en smal gruppe af fugleelskere, men det er en stor tragedie for os alle sammen, når mennesker kynisk dræber fredede dyr! Fri mig for dumsmarte bemærkninger om, at også dyr med næb og kløer skal forsvares. Det giver udtryk for en frygtelig nedladende holdning over for rovfugle, siger Frank Wenzel.